Femernforbindelse gør Lolland til dynamisk vækstcenter

Femernforbindelse gør Lolland til dynamisk vækstcenter

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) var mandag på besøg i Rødby, hvor Femern Bælt-tunnelen i fremtiden binder Danmark og Tyskland sammen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ifølge erhvervsministeren har projektet også potentialet til at udgøre et stærkt fundament for den fremtidige, lokale erhvervsudvikling og mulighed for at skabe nye arbejdspladser.

Morten Bødskov besøgte specifikt tunnelelementfabrikken for at drøfte, hvordan man kan indfri det store potentiale i området ved at etablere en erhvervspark på arealet bag tunnelelementfabrikken. Der har allerede været såvel dansk som international interesse i området.

Tunnelelementfabrik bevares
Folketinget gav i 2023 tilladelse til at bevare tunnelelementfabrikken, når den er færdig med at producere tunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen.

Det forventes blandt andet, at fabrikken skal forsyne den kommende københavnske omfartsvej fra Nordhavn til Øresundsforbindelsen med elementer

Morten Bødskov kalder Femern-tunnelen for ”en unik mulighed for at skabe nye lokale arbejdspladser”:

- Det skal vi gøre alt for at udnytte. Kapløbet om fremtidens arbejdspladser racer afsted, og hvis vi ikke er på forkant, risikerer vi, at fremtidens job går Danmarks næse forbi.

- Derfor har vi simpelthen ikke råd til at lade stå til, når vi har muligheden for at skabe gode muligheder for virksomheder på Lolland, sagde han blandt andet under besøget.

Dynamisk vækstcenter
Ifølge borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen er Femern-forbindelsen ved at forvandle Lolland til et ”dynamisk vækstcenter”, som skaber tusindvis af arbejdspladser.

Samtidig forbedrer forbindelsen vores tilgængelighed til resten af Europa, og det gør Lolland mere attraktiv for både turisme og erhvervsliv.

11/11 2024