Forsvaret slipper for kunsttvang
På grund af den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation i Europa siden Anden Verdenskrig undtages Forsvaret fra Kunstcirkulæret, når der skal investeres i byggeri og anlæg
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge kunstcirkulæret skal der inden for en byggebevilling for de bygninger, der er underlagt cirkulæret, afsættes 1,5 procent af håndværkerudgifterne - eksklusive. moms - til kunstnerisk udsmykning.
Kunstcirkulæret omfatter byggeri som ejes og lejes af staten, og derfor også byggeri på Forsvarsministeriets område. Derfor har Forsvarsministeriet de seneste ti år samlet set anvendt cirka 15 millioner kroner til kunst, og med de investeringer, som Forsvarets står over for som følge af opbygningen af Forsvaret, ville det beløb have været større de kommende år.
Ekstraordinær ordning
Men på grund af den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation i Europa siden Anden Verdenskrig undtages Forsvaret fra kunstcirkulæret, når der skal investeres i nye bygninger og ombygninger af eksisterende bygninger
Hovedformålet med de afsatte beløb til nybygninger og renoveringer er, at Forsvarets bygninger understøtter Forsvarets opgaveløsning.
Derfor vil forsvarsområdet i forligsperioden som en helt ekstraordinær ordning ikke være omfattet af Kunstcirkulæret i forligsperioden 2024-2033.
Danner ikke præcedens
Udgangspunktet for den kunstneriske udsmykning på landets kaserner, flyvestationer og flådestationer vil derimod være de lokale ønsker og brugernes behov.
Det understreges, at Forsvarsministeriets undtagelse fra kunstcirkulæret i perioden 2024-2033 er en ”helt ekstraordinær ordning”, som ikke skal danne præcedens i resten af staten.