
Mikroskopisk hop opad i ledigheden
En lille stigning i ledigheden kan dog ikke ændre ved det meget gunstige billede for dansk økonomi
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Fra oktober til november steg ledigheden ifølge Danmarks Statistik med 200 til 88.300 fuldtidspersoner. Det svarer til en ledighed på 2,9 procent af arbejdsstyrken.
I november steg antallet af aktiverede ledige med 300, mens antallet af ikke-aktiverede ledige faldt med 100, og fra oktober til november steg antallet af ledige dagpengemodtagere med 100, mens antallet af ledige kontanthjælpsmodtagere ligeledes steg med 100.
Dermed er der 75.900 fuldtidsledige på dagpenge og 12.500 fuldtidsledige på kontanthjælp.
Mikroskopisk hop opad
I en kommentar til tallene siger cheføkonom Bo Sandberg fra Brancheforeningen Aktive Ejere, at ledighedsprocenten har ligget fladt på 2,9 procent 13 måneder i træk:
- Den uændrede ledighedsprocent dækker dog over et mikroskopisk hop opad i arbejdsløsheden på 200 fuldtidspersoner i november. Historisk set er der fortsat tale om lav ledighed kombineret med rekordhøj beskæftigelse.
- Derfor kan en lille stigning i ledigheden fra lavt udgangspunkt heller ikke ændre ved det meget gunstige baggrundstæppe, vi ser udspille sig i dansk økonomi, siger Bo Sandberg.
Udfordrende for verdensøkonomien
Mens 2025 ser ud til at blive et udfordrende år for verdensøkonomien, tyder alt på, at dansk økonomi fortsat vil være i topform.
De gode tider på arbejdsmarkedet med rekordhøj beskæftigelse og stor jobsikkerhed holder ifølge cheføkonomen samtidig hånden under boligmarked og privatforbrug.
Dertil kommer udsigten til yderligere stimulans i skikkelse af lavere renter i årets løb:
- Man må naturligvis spørge, om der er ved at ske en vending på arbejdsmarkedet, eller om der blot er tale om tilfældige udsving på toppen af en højkonjunktur, siger Bo Sandberg.
Flere beskæftigelsesrekorder ikke usandsynligt
Han tror mest på det sidste - altså nogle ret tilfældige udsving i nøgletallene:
- Dermed dog samtidig sagt, at den tid, hvor man altid kunne regne med, at fortegnet for udviklingen på arbejdsmarkedet bevægede sig i positiv retning, nok er overstået.
- Vi vil se lidt mere usikkerhed og lidt forskellige fortegn på den kortsigtede udvikling - men det er alt for tidligt at afskrive muligheden for flere beskæftigelsesrekorder i de kommende måneder og det kommende år, siger Bo Sandberg.
Medaljeskammel i lav ledighed
Der er nuanceforskelle i ledigheden. ”Medaljeskamlen i lav ledighed” giver delt guld til Nordsjælland og Vestjylland med 2,2 procent og delt bronzemedalje til Østsjælland og Bornholm med 2,3 procents ledighed i november:
- Tallene er udtryk for, at der både er godt gang i hjulene i de mest velstående landsdele rundt omkring Hovedstaden, som er rig på service- og medicinalindustri, men også på den jyske vestkyst, der er rig på andre industrier, herunder offshore. Samtidig har ingen landsdel en ledighed på over 3,5 procent, siger Bo Sandberg.