
Nervøsitet og usikkerhed dominerer i erhvervslivet
Erhvervstillidsindikatoren, der sammenvejer forventningerne i industrien, bygge og anlæg, detailhandel og serviceerhverv, faldt i januar til 104,0 fra 105,4 i december
Af Dan Bjerring
For de underliggende tillidsindikatorer var der et fald i bygge og anlæg fra 105,5 til 104,8.
Dykket i den samlede erhvervstillid skyldes overvejende det store fald i detailhandlens tillidsindikator.
- Mens virksomhederne med bekymring og nervøsitet afventer en eventuel handelskrig mellem USA og EU, er dansk økonomi fortsat bomstærk og tilmed med udsigt til rentefald i 2025.
- Men tilsyneladende er nervøsitet og usikkerhed den dominerende fornemmelse i erhvervslivet, siger Bo Sandberg, der er cheføkonom i Brancheforeningen Aktive Ejere.
På det jævne i positivt territorium
Han beskriver erhvervstilliden som ”på det jævne om, dog fortsat i det positive territorium over indeks 100:
- Dermed er der en stor kløft mellem den trods alt positive erhvervstillid på den ene side og forbrugernes tillid på den anden side – forbrugertilliden befinder sig fortsat i dybfryseren ovenpå inflationschokket i 2022, siger Aktive Ejeres cheføkonom.
Set fra de private investorers side, er det vigtigt med stabile rammevilkår samtidig med at EU´s kapitalmarkedsunion skal op i gear:
- Her er den private kapital, som kapitalfonde, venturefonde og business angels en del af løsningen, siger Bo Sandberg.
Positive vinde for investorer
Han understreger dog, at der blæser positive vinde for de private investorer med iværksætterpakken, som blev vedtaget før jul og med forbedrede vilkår for generationsskifte, som der netop er fremsat lovforslag om:
- En vigtig indsats i 2025 bliver dog at sikre forudseenhed og retssikkerhed i skattekreditordningen, som mange små investorer har meget ubehagelige oplevelser med, siger Bo Sandberg.
Danmark oplevede færre konkurser sidste år
2024 blev i øvrigt endnu et år med store forskelle i konkursudviklingen mellem de nordiske lande.
Mens Sverige ser tilbage på et rekordhøjt antal konkurser på 10.141 – hvilket har kostet over 33.000 arbejdspladser – oplevede Danmark derimod et fald på otte procent antallet af konkurser sidste år:
- Når vi taler om konkurser, kan jeg ikke sige andet, end at det går relativt godt. Vi har en helt anden udvikling end Sverige, og til dels også Norge, med nedgang i samtlige regioner og brancher, siger Morten Kofoed-Larsen, som er Country Manager i Creditsafe Danmark.
Størst fald i bygge- og anlægsbranchen
Ligesom i Norge er det særligt industri samt bygge- og anlægsbranchen, der har stor betydning for konkursudviklingen i Danmark.
Derfor var det en positiv overraskelse, at netop disse brancher oplevede den største tilbagegang i konkurser i 2024:
- Selvom det går forholdsvis godt i bygge- og anlægsbranchen, var det stadig her, vi mistede flest arbejdspladser i 2024. Men vi har også en ekstremt lav arbejdsløshed, hvilket antyder, at det ikke er særlig svært for dem, der mister deres job, at finde noget nyt, siger han.