
Præfabrikerede træelementer her, der og alle vegne
Det nye Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester tæt ved Glostrup Station er en milepæl i ejendoms- og udviklingsselskabet AKF's fremtidsvision for mere klimavenlige boligkoncepter
AKF vil være et af de mest bæredygtige udviklings- og ejendomsselskaber i Danmark. Den vision bliver for alvor udfoldet i et tidligere industriområde i Brøndbyvester, hvor selskabet lige nu opfører 492 blandede boliger med fællesskab, liv og tryghed som de bærende værdier.
Samtlige 452 etageboliger i området er allerede opført og udlejet, og i starten af november står de første af i alt 27 toplans rækkehuse, udført med præfabrikerede råhuse fra Taasinge Elementer, klar til indflytning på 'Søstien'.
I overensstemmelse med AKF's vision for Kirkebjerg Søpark vil rækkehusene på Søstien få både DGNB Guld-certifikat og Svanemærket.
Foruden valget af træ som det bærende materiale er der tænkt flere miljøvenlige tiltag ind i designet blandt andet solceller, sedumtage og rustikke, røde genbrugstegl til facaderne som en reference til Kirkebjergs historie som 'Den Røde By'.
- Kirkebjerg Søpark er et projekt, hvor vi afprøver forskellige materialer og metoder med bæredygtighed som det overordnede fokus.
- Vi vil være visionære i vores tilgang til byggeri – ikke kun for at reducere CO2-aftrykket, men også for at styrke den arkitektoniske kvalitet i de boliger, vi bygger.
- Her er præfabrikerede træelementer en velafprøvet og bygbar metode, der bidrager til at opfylde vores mål på begge fronter, siger Thomas Koch, projektchef i AKF.
Til rækkehusene på Søstien i Kirkebjerg Søpark har Taasinge Elementer leveret de fulde råhuse over fundament, i alt godt 9800 m2 tag- og facadeelementer, lejlighedsskel, indvendige vægge og etagedæk.
Hos den sydfynske elementproducent fylder tæt-lav-projekter generelt mere og mere af den samlede forretning.
Taasinge Elementer har de seneste fem år leveret op mod 600 tæt-lav-boliger årligt, og aktuelt udgør tæt-lav-byggeri omkring en tredjedel af virksomhedens projektpipeline.
Fire mand og en kran
Det er der flere grunde til. Først og fremmest er rækkehuse en boligform, der er attraktiv i en tid, hvor stigende urbanisering stiller krav om en højere befolkningstæthed og et større udbud af familievenlige boliger i forstadsområder og bynære områder tæt på de større byer.
Samtidig passer træbaserede byggematerialer rigtig godt til netop tæt-lav-bebyggelse, hvor styrkekravene til de bærende materialer er mindre end i større byggerier.
Her tilbyder præfabrikerede træelementer foruden den CO2-mæssige gevinst nogle klare fordele i form af høj færdiggørelsesgrad, effektiv logistik og færre mandetimer på byggepladsen.
På Søstien kunne fire mand og en kran således montere og lukke en 'stang' med seks huse på omtrent ti dage.
- Vi forventer en fortsat stigende efterspørgsel på tæt-lav-byggeri i de kommende år i takt med, at projektmarkedet genvinder momentum, og der bliver behov for flere boliger i og omkring de større byer.
- Tæt-lav er en bygningstypologi, som passer rigtig godt ind i vores overordnede strategi og produktion, fordi der både er mange gentagelser og samtidig en arkitektonisk ambition, der skal opfyldes.
- Og når vi som her på Søstien er med fra første streg, så har vi mulighed for at sikre, at projektet ikke bare er bygbart, men i høj grad også præfabrikationsbart, siger salgschef i Taasinge Elementer, Allan Nykær Rosenhøj.
Organisationerne Træ i Byggeriet, Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening offentliggjorde i foråret en rapport.
Her påviste ingeniørfirmaet Rambøll gennem LCA- og skyggeprisberegninger af forskellige bygningstyper, at der er store CO2-reduktioner at hente – og i flere tilfælde også en økonomisk gevinst – ved at skifte traditionelle byggematerialer ud med træ – ikke mindst til de bærende konstruktioner.
Rapporten fremhævede netop rækkehuse som en af de bygningstyper, hvor brugen af f.eks. trækassetter i stedet for beton eller letbeton kan medføre både CO2-mæssige og økonomiske besparelser.
For at imødekomme udviklingen og synliggøre den positive, miljømæssige effekt ved at bygge med træ har Taasinge Elementer tidligere i år udarbejdet EPD'er for både præfabrikerede tag- og facadeelementer samt for limtræssøjler og – bjælker hos datterselskabet Annebergs Limtræ.
-dc