Værktøjsproducent ryster posen i toppen
Ny direktør for Jydsk Værktøj bliver Jesper Batsberg, der får det samlede ledelsesansvar, mens Kjeld Thomsen fremover retter sit primære fokus mod salg, kunder og markedsudvikling
Jydsk Værktøj er en del af Carl Ras Gruppen og leverer værktøj, maskiner, svejseudstyr, værnemidler, forbrugsvarer og løsninger til industrivirksomheder og andre professionelle kunder. Nu fordeler virksomheden ansvaret tydeligere: Jesper Batsberg får det samlede ledelsesansvar for Jydsk Værktøj med titlen som direktør.
Kjeld Thomsen bliver salgsdirektør og flytter sit primære fokus til salg, kunder og markedsudvikling. Han vil bruge mere tid sammen med sælgerne og kunderne og arbejde med kundeudvikling og nye markedsmuligheder. Ændringen er Kjeld Thomsens eget valg og afspejler den retning, han ønsker for virksomheden.
Den tydeligere arbejdsdeling skal styrke Jydsk Værktøjs udvikling og samarbejde med Carl Ras Gruppen. Den skal også ruste virksomheden til et marked, hvor digitale løsninger og innovation får større betydning. Ændringen træder i kraft med det samme.
- Kjeld og Jesper har skabt et godt og stærkt samarbejde, som vi nu bygger videre på. Med den nye fordeling får Jesper et tydeligt mandat til at lede virksomheden, mens Kjeld kan bruge sine stærke kompetencer endnu tættere på kunderne og salget.
- Det er en stærk konstellation som skaber et stærkt afsæt for Jydsk Værktøjs videre udvikling som en del af Carl Ras Gruppen, siger Gorm Rasmussen, administrerende direktør Carl Ras.
-dc