Udfasning af gasfyr er en samfundsøkonomisk gevinst
Deloitte Economics har på for Andel gennemført en analyse af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved en udfasning af gasfyr til opvarmning af private hjem i Danmark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Analysen, der er udført efter Finansministeriets og Energistyrelsens retningslinjer for samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger og værdisætning, dokumenterer ifølge Deloitte, at en udfasning af gasfyr i private hjem er en gevinst fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Det gælder også, hvis gasnettet udelukkende forsynes med biogas i stedet for naturgas.
Konklusioner:
- En fuldstændig udfasning af gasfyr inden 2035, i tråd med den nuværende politiske målsætning, forventes at skabe en samfundsøkonomisk gevinst på 6,4 milliarder kroner, sammenlignet med Energistyrelsens forventede tempo i udfasningen, oplyses det blandt andet.
Udskydelse koster 600 millioner kroner
Samtidig påpeges det, at man ikke vil nå målsætningen med Energistyrelsens forventninger. De reducerede omkostninger til opvarmning af private hjem forventes at beløbe sig til 5.3 milliarder kroner ved en udfasning inden 2035.
- En væsentlig del af det beløb kan komme forbrugerne til gavn som besparelser på energiregningen. De reducerede omkostninger falder til 600 millioner kroner, hvis udfasningen udskydes til 2045.
Skal ikke bruges på opvarmning i private hjem
Biogas spiller en vigtig rolle i den danske energiomstilling, men da udbuddet er begrænset, bør det ifølge Deloitte ”bruges strategisk og prioriteres til sektorer, hvor udledningerne er vanskelige at nedbringe, og hvor der ikke findes gode alternativer”:
Det gælder IKKE for opvarmning af private hjem, hvor der eksisterer mere omkostningseffektive løsninger:
- Mens fjernvarme fortsat bør spille en rolle i omstillingen af husholdningernes varmeforbrug, kan varmepumper være forbundet med relativt større samfundsøkonomiske gevinster i form af udgiftsbesparelser og øget ejendomsværdi, oplyses det i analysen.
Fasthold 2035 mål
Analysen understreger videre, at selv om hele det danske gasnet forventes at være dækket af biogas i 2032, er der samfundsøkonomiske gevinster ved en udfasning af gasfyr i private hjem inden 2035:
- Derfor bør Danmark fastholde 2035-målet om at udfase gasfyr, hvor omstilling til varmepumper typisk vil være det mest fordelagtige alternativ i et samfundsøkonomisk perspektiv…
- En sådan prioritering kan også understøtte en hurtigere uafhængighed af importeret gas fra lande uden for EU og dermed minimere geopolitiske risici...