
Ahlsell bag nyt butikskoncept i Brønderslev
Ahlsell Danmark åbner en selvbetjeningsbutik, hvor lokale virksomheder kan hente varer til deres opgaver – præcis når de har brug for dem
Brønderslev får nu en ny type håndværkerbutik, der er skræddersyet til de lokale VVS-firmaer og industrivirksomheder, og som har selvbetjening og døgnåbent.
Den 3. april slår Ahlsell Danmark dørene op til en selvbetjeningsbutik på Håndværkervej 1, hvor lokale virksomheder kan hente varer til deres opgaver – præcis når de har brug for dem.
Butikken er ubemandet, og al handel foregår via selvbetjening og Ahlsells app, som også bruges til at få adgang til butikken 24 timer i døgnet.
Butikken vil have et sortiment, som primært består af VVS-produkter, forbrugsartikler og udvalgte industriprodukter – i alt 3.500 varenumre, nøje udvalgt til kundernes behov, og hvad der er størst efterspørgsel på.
Den er blevet til, fordi der har været stor efterspørgsel fra lokale vvs-firmaer og industrivirksomheder, som har brug for at skaffe materialer hurtigt og effektivt.
Svar på lokal efterspørgsel
- Vi har lyttet til vores kunder i Brønderslev og omegn, som har manglet en lokal butik, hvor de nemt og hurtigt kan hente materialer. Det får de nu med selvbetjeningsbutikken, hvor de er uafhængige af åbnings- og leveringstider.
Er der behov for personlig betjening, så står vi klar i vores store flagskibsbutik i Aalborg", siger Brian Østergaard Jensen.
Han er butikssalgschef hos Ahlsell i Aalborg og får ansvaret for den nye selvbetjeningsbutik i Brønderslev.
Optimal placering
Butikken er placeret tæt på indfaldsvejen til Brønderslev og motorvejen, hvilket gør det nemt for de lokale håndværkere at svinge forbi og hente deres varer på vej til eller fra en opgave.
Selvom butikken er ubemandet, er den indrettet som en almindelig butik med belysning, strøm og en kaffemaskine, så kunderne stadig får en behagelig indkøbsoplevelse.
-Det er en ny måde at drive butik på, men vi tror på, at kunderne vil tage godt imod det. Vi har allerede oprettet flere lokale virksomheder som brugere, og interessen har været stor, siger Karsten Riise, der er salgskonsulent i Ahlsell og har base i Brønderslev.
En glidende overgang
For at sikre en god opstart vil butikken være bemandet i de første 14 dage fra kl. 7-12, så kunderne kan få hjælp til at bruge systemet og eventuelle tekniske udfordringer kan blive løst med det samme.
Det nye selvbetjeningskoncept fungerer som Ahlsells første testbutik, fortæller Peter von der Hude, salgsdirektør med ansvar for Ahlsells butikker i hele Danmark, og siger:
-Vi vil spændt følge de erfaringer, vi gør os i Brønderslev. Vi ruller ud her, fordi der har været lokal efterspørgsel, og hvis kunderne tager godt imod konceptet, kan det nemt bredes ud til andre dele af landet, hvor vi i dag ikke er repræsenteret, siger han.
-kis