Analyse: Erhvervsbyggeriet er permanent forandret

Erhvervsbyggeriet, som er faldet markant siden finanskrisen, når derfor ikke tilbage til fortidens omfang. Det konkluderer rådgivningsvirksomheden Kuben Management i en ny analyse

Den fortsatte udvikling af erhvervsstrukturen betyder, at fremtidens erhvervsbyggeri i høj grad er kontorbyggeri, som i attraktive rammer skal rumme vidensintensive serviceerhverv.

Det betyder, at erhvervsbyggeriet, som er faldet markant siden finanskrisen, når derfor ikke tilbage til fortidens omfang. Det konkluderer rådgivningsvirksomheden Kuben Management i en ny analyse.

- Der er sket et kvalitativt skifte i erhvervsbyggeriet siden 2007. Både erhvervsstruktur, teknologi og urbanisering spiller ind, siger direktør Jens Henrik Haahr, Kuben Management.

Urbanisering fortsætter
Beskæftigelsesudviklingen sker ifølge Haahr næsten udelukkende indenfor serviceerhvervene, og i særdeleshed indenfor de vidensintensive serviceerhverv som IT, design, forskning og udvikling mv. Samtidig fortsætter urbaniseringen uformindsket. Det har klare konsekvenser for efterspørgslen efter erhvervsbyggeri.

- Erhvervslivet holder så at sige flyttedag, fra traditionelle lager- og produktionsfaciliteter, til moderne fleksible arbejdsmiljøer, som huser virksomheder baseret på IT, netværk, kommunikation og lignende, siger Jens Henrik Haahr.

Avancerede lagerbyggerier
Samtidig vil den enkelte virksomheds fysiske rammer i højere og højere grad blive et parameter, virksomhederne konkurrerer på.

Stor fleksibilitet, attraktiv beliggenhed, god tilgængelighed, og rammer der åbner for samarbejde såvel som fordybelse er ifølge Kuben Management vigtige elementer i virksomhedernes kamp om kvalificerede medarbejdere. Også bygninger, der indeholder gode servicetilbud til medarbejderne, f.eks. sundheds- og rekreationstilbud, vil blive et stadigt vigtigere redskab for virksomhederne til at sikre sig deres medarbejderes loyalitet.

Der vil også fremover være behov for at vedligeholde og forny bygningsmassen indenfor produktionserhvervene. Og med øget nethandel bliver der brug for flere avancerede lagerbyggerier. Men udviklingen i fremtidens erhvervsbyggeri vil især befinde sig indenfor moderne kontorbyggeri.

-cmn

30/11 2016