Anholdte mistænkt for ulovligt arbejde

Anholdte mistænkt for ulovligt arbejde

Østjyllands Politi modtog torsdag eftermiddag en henvendelse fra Arbejdstilsynet, der i forbindelse med en kontrol på en byggeplads i det centrale Aarhus havde truffet to udenlandske mænd, der angiveligt havde udført ulovligt arbejde.

Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion blev derfor sendt til stedet for at overtage håndteringen af de to personer, som blev anholdt og sigtet i sagen.

De to mænd - en 39-årig mand fra Belarus og en 48-årig mand fra Moldova - blev af politiet sigtet for at have udført ulovligt arbejde i Danmark. 

Sagen er fortsat under efterforskning med henblik på at få endeligt afklaret, om arbejdet har været ulovligt udført eller ej.

Mændene er fortsat frihedsberøvet og må være i politiets varetægt i 3 x 24 timer, mens deres sager bliver vurderet af myndighederne, herunder Udlændingestyrelsen som skal vurdere, om de skal hjemsendes.

DanB

4/10 2026