Arkitekter udvider ledelseskredsen

Den københavnske tegnestue Rubow arkitekter optager tre kvindelige arkitekter i virksomhedens daglige ledelse

Rubow arkitekter med tegnestue i Bredgade i det centrale København udvider og styrker nu ledelseskredsen.Det sker med udnævnelsen af 3 associerede partnere i skikkelse af arkitekterne maa Britt Nemmøe og Helene Skytte Olesen samt landskabsarkitekt maa, Stine Poulsen.

Britt Nemmøe, arkitekt maa, vil stå for udvikling af tegnestuens forretningsområde inden for almene boligbyggerier, herunder tilbudsgivning, akkvisition og ledelse af nybygnings- og renoveringssager samt helhedsplaner i forbindelse med Rubow arkitekters rammeaftaler med flere almene boligselskaber.

Helene Skytte Olesen, arkitekt maa, vil stå for udviklingen af tegnestuens forretningsområde inden for videregående uddannelsesbyggeri og privat boligbyggeri, herunder tilbudsgivning og akkvisition samt være ansvarlig for større byggeprojekter. Derudover har hun ansvar for udvikling af virksomhedens projekt- og projekteringsledelse.

Stine Poulsen, landskabsarkitekt maa, vil stå for videreudviklingen af et oprindeligt forretningsområde på tegnestuen inden for planlægning, byrum og landskab samt bidrage strategisk, kreativt og akkvisitivt på tværs af tegnestuen. Stine har de seneste 7 år været medstifter og indehaver af PK3 Landskabsarkitekter og har tidligere været associeret partner hos SLA arkitekter.

Rubow arkitekters partnergruppe består ud over de 3 nyudnævnte associerede partnere af Susanne Hansen, Jørgen Straarup, Lars Hetland og Lars Bo Lindblad.

-cmn

6/2 2015