Artkitektforbund vokset med 1.000 medlemmer

Artkitektforbund vokset med 1.000 medlemmer

På fem år er FAOD vokset med næsten 1.000 medlemmer, og siden 2010 er antallet af medlemmer vokset med en tredjedel

Forbundet Arkitekter og Designere har gennem de seneste år oplevet en fin medlemsvækst, som – på trods af tidligere dimensioneringer på arkitekt- og designuddannelserne og at store årgange i disse år forlader arbejdsmarkedet – fortsætter en positiv udvikling.

De nyeste tal viser, at FAOD nu har lige godt 6.500 medlemmer. Den største vækst er sket siden 2020, hvor FAOD på fem år har fået næsten 1.000 flere medlemmer.

Udviklingen glæder Arne Ennegaard Jørgensen, som er direktør i FAOD:
– Jeg ser det som et udtryk for to centrale ting. For det første tilbyder vi en relevant og stærk pakke af rådgivning, forhandling og medlemsfordele, som medlemmerne kan se sig selv i, siger han og fortsætter:

– For det andet har vi et rigtig godt samarbejde med skolerne, som gør, at vi har mulighed for at være synlige overfor de studerende på de rigtige tidspunkter og i de relevante situationer.
FAOD’s medlemsvækst er særligt drevet af, at flere studerende har meldt sig ind i FAOD. Ifølge den seneste medlemsstatistik er der i dag næsten 1.300 studerende, der har et gratis studiemedlemsskab.

3/4 2025