Behandlingsbyggeri finder sin vinder
Det bliver Friis & Moltke, der sammen med PLH arkitekter samt Møller & Grønborg, der skal udforme det 26.000 m2 store psykiatribyggeri på Bispebjerg i København
Friis & Moltke er i team med PLH arkitekter og Møller & Grønborg udpeget som vinder af det 26.000 m² store nybyggeri, Ny Psykiatri Bispebjerg. Med projektet etableres 200 nye psykiatriske sengepladser og akutmodtagelse i forbindelse med det ikoniske Bispebjerg Hospital.
Ambitionen med projektet Ny Psykiatri Bispebjerg er at skabe attraktive moderne rammer for psykiatriens patienter, så netop patienterne bliver det centrale omdrejningspunkt og sygehuset den funktionelle ramme.
Projektet har ifølge dommerne i den forudgående projektkonkurrence en overbevisende sammenhæng mellem det overordnede og konceptuelle udgangspunkt og helt ned til den enkelte sengestue gennem en konsekvent integration af helende arkitekturs forskellige delelementer.
- Der er etableret et fint hierarki i haverum, og alle haver liggeri niveau med sengeafsnittene uden overliggende etager. Der er en naturlig wayfinding og fine relationer til det eksisterende Bispebjerg og til Psykiatritorvet. Formgivning og materialevalg skaber en behagelig balance i karakteren af det samlede projekts indre og ydre miljøer. Konceptet for byggeriet er rationelt og logisk, som principielt ens konstruktive enheder, og er samtidig udformet med en konstruktiv fleksibel robusthed, der sikrer, at byggeriet kan tilpasse sig ændringer i rumanvendelse over tid, lyder det i et cital fra dommerbetænkningen.
- Med et stærkt arkitektonisk greb har vi med dette projekt formået at imødekomme og opfylde de yderst komplekse krav og funktionaliteter, der gennem forløbet er blevet stillet. Det er derfor en stor glæde, at projektet honoreres med en topkarakter på 10 for sit arkitektoniske udtryk, siger Palle Hurtwitz, direktør og partner i Friis & Moltke.
- Vi har tegnet et aldeles robust projekt med stor grad af fleksibilitet, funktionalitet, sikkerhed og indlevelse, som fremadrettet vil kunne sikre optimale rammer for både de psykiatriske patienter, pårørende og ansatte ved Ny Psykiatri Bispebjerg, tilføjer Palle Hurtwitz.
-cmn

Budgettet for nybyggeriet er på ca. 0,6 mia – det samlede budget for Ny Psykiatri Bispebjerg er på 1,03 mia, som finansieres af Region Hovedstaden. (Ill.: Friis & Moltke)