Byggesager på nettet
Alle byggesager i Skanderborg Kommune bliver nu automatisk overført til et elektronisk arkiv, som er offentligt tilgængeligt via kommunens hjemmeside
I foråret skiftede Skanderborg Kommune til et nyt system til håndtering af dokumenter. Tidligere var kun tegninger fra før kommunesammenlægningen i 2007 digitalt tilgængelige, men nu er alle byggesager, der er afsluttet siden 2007, også overført til det nye arkiv. Samlet betyder det, at arkivet er helt up to date.
I Det elektroniske byggesagsarkiv kan man nemt og hurtigt selv tilgå arkivet og finde tegninger og tilladelser samt tidligere korrespondancer vedrørende en ejendom i kommunen, f.eks. i forbindelse med salg af et hus.
- Vi er glade for at være i mål med digitaliseringen, fordi det gør det nemmere for borgerne og medarbejderne i ro og mag at finde de ting, de skal bruge. Vi sparer både tid og penge, fordi vi nu ikke længere skal lede i gamle arkiver og sende post frem og tilbage til borgeren. Og den tid kan vi bruge på andre opgaver, fortæller Gitte Just, byggesagsbehandler i Skanderborg Kommune.
Populært system
Indtil videre har der været 17.000 opslag i arkivet, som enten er foretaget af borgere, ejendomsmæglere, rådgivere eller andre interesserede.
Samtidig har der været foretaget 16.000 opslag af interne medarbejdere, typisk i Teknik og Miljø, som ofte har brug for arkivmateriale.
Selv om alle afsluttede byggesager er lagt ind i arkivet, kan enkelte sager være lukkede på grund af fortrolige eller personfølsomme oplysninger. Der kan dog også være tale om en fejl eller en sag, som endnu ikke er afsluttet
Der er adgang til Det elektroniske byggesagsarkiv via www.skanderborg.dk/byggeri.
-cmn