Bygma bliver endnu stærkere i Nordjylland

I begyndelsen af 2017 åbner Bygma et nyt proffcenter på Gasværksvej, når virksomheden udvider og åbner den anden forretning i landets fjerdestørste by, Aalborg

Den danskejede leverandør af byggematerialer, Bygma, åbner ny forretning i Aalborg på Gasværksvej. Her bliver en godt 20.000 m2 stor ejendom ombygget til proffcenter for kunderne i Aalborg samt logistikcenter for Bygmas grønlandsaktiviteter. Bygma forventer at slå dørene op til den nye forretning primo 2017.

Udvidelsen af endnu et proffcenter i Aalborg er ikke en tilfældighed: Ifølge regionsdirektør i Nord, Peter Schepler, har Bygma besluttet, at man vil være den foretrukne leverandør af byggematerialer til professionelle.

-  Vi har allerede en god forretning med det eksisterende proffcenter i Aalborg, på Anker Engelunds Vej 8, men udvidelsesmulighederne er begrænsede her, og vi har derfor valgt at udvide med endnu en forretning, siger Peter Schepler og tilføjer:

- Endnu et proffcenter i Aalborg giver os mulighed for at servicere en væsentlig større del af de professionelle kunder i Aalborg og omegn, end det hidtil har været muligt. Desuden har den nye forretning en god fysisk placering, som især vil komme vores erhvervskunder til gavn, siger han. 

Ole Østergaard er for nyligt tiltrådt som direktør i Bygma Aalborg C og kommer med solid erfaring fra branchen gennem mange år i Aalborgområdet, senest fra en stilling som Key Account Manager i Bygma Aarhus. Han får fornøjelsen at gå forrest i opbygningen af den nye forretning og nye kunder. En opgave, han glæder sig til.

- Det er vanvittigt spændende at åbne en helt ny afdeling, og jeg ser især frem til at begynde arbejdet med at rekruttere de rigtige medarbejdere til den nye forretning. Vi søger at samle et stærkt team på omkring 20 medarbejdere. De skal kunne identificere sig med kulturen i Bygma, hvor vi især lægger vægt på tillid og ansvar, siger Ole Østergaard.

Arbejdet med opbygningen af den nye forretning er allerede sat i gang, og Bygma forventer at slå dørene op i begyndelsen af 2017.

-cmn

26/8 2016