Danske erfaringer med bygge-lean deles med udlandet

NCC og BAT-kartellet har sammen udviklet konceptet ’Tillidsbaseret Lean’ - nu deles erfaringerne med udenlandske kolleger

En reduktion af byggetiden med 25-40 procent, markant øget arbejdsglæde og langt mindre spild på forskellige områder. Det er blot nogle af de gevinster, to NCC-byggepladser oplevede fra januar til august i 2013, hvor de gennemførte pilotprojektet ’Tillidsbaseret Lean’. NCC har nu implementeret projektet på et stort antal pladser bl.a. på deres største byggeplads, Carlsberg Byen i København. NCC ser således store muligheder i forsat at arbejde målrettet med Tillidsbaseret Lean.

I samarbejde med BAT-Kartellet, der har været med til at støtte projektet, skal NCC nu dele deres erfaringer med resten af verden. Ved dette års internationale konference om Lean i byggesektoren præsenterer NCC konceptet bag projektet og de opsigtsvækkende resultater.

- Vi er glade og stolte over, at det internationale fællesskab for Lean vil have os til at dele vores erfaringer med folk fra hele verden. Vi har meget stor nytte af projektet – både hvad angår øget produktivitet og kvalitet, men også arbejdsglæde og trivsel. Så vi er meget glade for at kunne fortælle omverdenen om projektet, da jeg er sikker på, at det også kan være til stor gavn for andre, fortæller produktionsdirektør i NCC, Lars Scheibel.

IGLC, International Group for Lean Construction, afholder hvert år en konference, hvor både forskere og virksomheder fra byggesektorer verden over deltager. Konferencen holdes i år i Oslo og finder sted d. 23-27 juni.

- mir


fra d. 23.-27. juni

24/6 2014