Debat: Klimakravene må ikke ende som et stort dokumentationsapparat
Byggebranchen kan ikke sætte arbejdet med at reducere CO2-udledningen på pause, da en ny virkelighed står for døren til nytår, mener Magnus Sommer, bæredygtighedschef hos gulvproducenten Timberman
Det er ikke længe siden, at BR25 ændrede spillereglerne for dansk byggeri.
Siden 1. juli 2025 har langt flere typer nybyggeri været omfattet af konkrete grænseværdier for klimapåvirkningen, ligesom selve byggeprocessen har fået sin egen CO2-grænseværdi.
Det har krævet tilvænning. Bygherrer, rådgivere, entreprenører og producenter har skullet lære nye krav at kende, forbedre datagrundlaget og blive endnu skarpere på materialevalg og LCA-beregninger.
Nu nærmer 2027 sig, og politisk er der sat pejlemærker for endnu lavere grænseværdier. For blandt andet enfamiliehuse og større sommerhuse er pejlemærket en reduktion fra 6,7 til 6,0 kg CO2-ækvivalenter pr. m2 om året. For etageboliger, kontorer, handel og lager er bevægelsen fra 7,5 til 6,8.
Det lyder måske som små decimaler, men det er det ikke.
Da BR25 trådte i kraft, argumenterede jeg for, at byggebranchen skulle have arbejdsro til at lære de nye regler at kende og tilpasse sig dem. Det mener jeg stadig, men arbejdsro må ikke forveksles med stilstand.
Ikke bare en øvelse
For kravene til byggeriets klimaaftryk er ikke en øvelse, vi gennemfører en gang og derefter kan sætte flueben ved. Vi skal gradvist bygge med en lavere klimabelastning.
Derfor skal virksomhederne allerede nu bruge erfaringerne fra det første år med BR25 til at forberede næste skridt.
Som byggevareproducent mærker vi udviklingen i vores dagligdag.
Når det samlede CO2-budget for en bygning bliver mindre, bliver der tilsvarende mindre plads til hvert enkelt materiale. Gulvet er kun en del af en bygning, men præcis den samme diskussion foregår omkring isolering, beton, vinduer, lofter og alle de øvrige produkter, der tilsammen udgør byggeriet.
Derfor vil de kommende stramninger også øge presset på os producenter.
Vi skal dokumentere vores produkters klimaaftryk præcist. Vi skal arbejde med råvarer, produktion, transport, levetid og mulighederne for genanvendelse efter endt brug. Og først og fremmest skal vi fortsætte produktudviklingen, så næste generation af byggematerialer belaster mindre end den forrige.
BR25 var ikke slutmålet
Hvis klimakravene blot ender som et stort dokumentationsapparat, har vi ikke opnået nok. Dokumentationen skal bruges aktivt til at udvikle bedre løsninger, der har reel effekt på bæredygtighed.
Byggebranchen er vant til nye regler, når kalenderbladet skifter år, men de kommende klimakrav må ikke blive endnu en dato i kalenderen, som man først forholder sig til kort før ikrafttrædelsen.
Nye materialer skal udvikles og testes, og EPD'er skal udarbejdes. Samtidig skal projekter designes anderledes, og måske skal leverandører involveres tidligere. Og erfaringerne fra de byggerier, vi gennemfører i dag, skal omsættes til bedre løsninger i morgen.
Det er nu, vi har muligheden for at gøre den næste stramning mindre dramatisk og mere glidende. BR25 var ikke slutmålet for byggeriets grønne omstilling. Det var endnu et skridt på vejen.
Når kravene strammes igen, bør ambitionen være, at branchen ikke bliver overrasket – men er klar.
Magnus Sommer
Bæredygtighedschef
Timberman
Tlf: 24289807
mso@timberman.dk