Domea bygger i Odder og Rødekro Byggegrunden i Rødekro er også kendt som "den gamle Cimbriagrund". Fremover vil Domea Rødekro kalde den nye bebyggelse Cimbria Parken.

Domea bygger i Odder og Rødekro

Boligselskabet Domea går fra rejsegilde på 36 boliger i Odder fredag til første spadestik til 102 almene familieboliger i Cimbria Parken i Rødekro mandag den 19. september

Boligselskabet Domea Rødekro gør nu klar til byggeriet af 102 almene familieboliger med attraktiv beliggenhed tæt på havnen og Aabenraas bymidte.

Herfra er der kort afstand til byens rige udbud af kultur og indkøbsmuligheder. Byggeriet opføres på hjørnet af Haderslevvej og den kommende mulige udvidelse af Gasværksvej. Grunden er også kaldt "den gamle Cimbriagrund". Fremover vil den hedde Cimbria Parken.

Boligerne opføres i to etaper, heraf 66 2- og 3-rums boliver i første etape, hvor der også etableres en Rema1000. De 102 lejligheder indrettes med en moderne og åben indretning, i bygninger på op til seks etager med store altaner. Første etape af byggeriet forventes klar til indflytning omkring årsskiftet 2017/2018. Anden etape består af 36 boliger med 3- og 4-rums boliger, som forventes færdig i 2019.

I hjertet af Odder er Domea Odder godt i gang med byggeriet af 36 nye attraktive almennyttige boliger i VitaPark, som tidligere var hjemsted for det gamle centralsygehus, men i 2012 overtog kommunen bygninger og den 6 hektarer store park af Region Midtjylland. Siden har Byrådet igangsat en ambitiøs udvikling af området som en vigtig brik i kommunens vækststrategi med fokus på sundhed, kultur og liv.

De nye boliger opføres som tre punkthuse med to- til fire-rums lejligheder i stil med de gamle bygninger i VitaPark. Området vil fremstå med flydende grænser mellem park og bebyggelse. Vejadgangen til de nye boliger sker fra Præstevænget og der er parkering til alle boliger. Forventet indflytning er marts 2017.

-cmn

16/9 2016