Effektivt arbejde med lokalplanerArkitekt og planlægger hos Niras Catharina Friedberg sidder i Helsingør Kommunes forvaltning to dage om ugen. (Foto: Niras)

Effektivt arbejde med lokalplaner

En ekstern rådgiver fra Niras i forvaltningen hjælper Helsingør Kommune med at få lokalplanerne ud over rampen. Det er fleksibelt og øger kvaliteten

Som mange andre kommuner har Helsingør den udfordring, at de har brug for erfarne kræfter, som kan hjælpe fra dag ét med at få lokalplanerne ud over rampen. Kommunen har derfor indgået en rammeaftale med Niras om at udarbejde lokalplaner.

Traditionelt set hyrer kommunerne en rådgiver til at udarbejde et enkelt lokalplanforslag, men det er den mindste del af arbejdet, der også omfatter politisk behandling, høring og behandling af høringssvar.

Aftalen med Helsingør Kommune er, at kommunen får en rådgiver med stor kommunal erfaring bag et skrivebord i forvaltningen to dage om ugen som en integreret del af forvaltningen.

Kender forvaltningsproceduren
Samarbejdet øger både effektiviteten og kvaliteten af arbejdet, vurderer både kommunen og rådgiveren.

Ifølge arkitekt og planlægger hos Niras Catharina Friedberg bliver rådgiveren hurtigt dus med hele forvaltningen lige fra miljø- til vejfolk, og det gør arbejdet med lokalplanerne lettere for begge parter.

- Vi er en del rådgivere, der selv har siddet i den kommunale forvaltning. Vi ved, hvordan processerne er og leverer derfor mere end bare et produkt. Vi går ind og arbejder som en hver anden ansat med kommunens egne planlæggere, siger Niras Catharina Friedberg, der skal sidde i Helsingør to dage om ugen det næste års tid.

Høje krav til rådgiveren
Det er ikke første gang, at Niras arbejder sammen med en kommune som husrådgiver i en forvaltning. Niras har en lignende 3-årig aftale med Holbæk Kommune, der nu har et år på bagen.

- Vi stillede høje krav til rådgiveren i vores udbud, fordi vi har mange års gode, men også dårlige erfaringer med at hyre eksterne rådgivere, siger afdelingsleder for planafdelingen i Holbæk Kommune Lotte Højgaard.

Holbæk Kommune stillede ikke kun krav til rådgivernes kompetencer. De ville have en rådgiver med mange års kommunal erfaring, som kendte til planlægningsarbejdet indefra for at spare tid med oplæringen.

- Ved at have vores eksterne rådgiver siddende hos os slipper vi for hele tiden at skulle assistere rådgiveren. Rådgiveren kender vores planlæggere og ved præcist, hvem han skal tage fat i, hvis han har brug for input. Og det er her, samarbejdet skaber værdi for os, siger Lotte Højgaard.

Når lyset bliver grønt, arbejder vi
Som kommune kan Holbæk ikke altid selv vælge, hvornår opgaverne kommer ind, og hvornår der er brug for ekstra hænder.

Visse opgaver kan i perioder være på stand by, og pludselig bliver de aktuelle igen.

- Aftalen giver os mulighed for at tage ekstra opgaver ind, som ellers ville komme på venteliste. Vi kan være mere fleksible i forhold til eksempelvis erhvervslivet. I stedet for at hyre og fyre ansatte, som vi selvfølgelig ikke vil, kan vi trække på Niras’ rådgivere, når det er nødvendigt, siger Lotte Højgaard.

-cmn

12/4 2016