Erfaren brobygger skal styrke Atkins
Atkins Danmark har med ansættelsen af endnu en afdelingschef på kort tid styrket sin position til at løse endnu flere totalopgaver
Ingeniør Christian von Scholten er blevet ansat som afdelingschef for Atkins' broafdeling Øst, hvor han skal stå i spidsen for halvdelen af Atkins godt 50 medarbejdere, der har brorådgivning som speciale. Han er den tredje afdelingschef, som de seneste måneder har meldt sin ankomst inden for bro- og vejområdet hos Atkins, som dermed har bragt sig i position til at løse endnu flere totalopgaver inden for vej og især bane, hvor der i de kommende år skal løses mange opgaver.- Atkins er en af Danmarks store rådgivere, som både har dybe kompetencer inden for jernbaner og broer. Vi er derfor godt positioneret til at komme i betragtning til mange af de fremtidige opgaver med at styrke Danmarks trafikale infrastruktur, vurderer Christian von Scholten.
Christian von Scholten er uddannet bygningscivilingeniør fra DTU og har 25 års erfaring med at arbejde på infrastrukturprojekter. Ikke mindst på broområdet, som han har arbejdet med gennem 13 år i Rambøll og senest 12 år som afdelingsleder for Niras broafdeling.
Triumfbuen og måske Fehmern
Hans karriere startede dog et helt andet sted, nemlig i Paris. Her var han i sine unge dage med til at projektere den nye triumfbue (La Grande Arche) for Erik Reitzels ingeniørfirma. En af hovedopgaverne var at sikre, at entreprenøren rent faktisk byggede triumfbuen i overensstemmelse med ingeniørens og arkitekt Johan Otto von Spreckelsens visioner.
Aktuelt er det Atkins, som projekterer vej- og jernbanebroer på den nye København-Ringsted bane (projekt TP 40), ligesom Atkins har designet, udført beregninger og projekteret broer i forbindelse med udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen, som pt. er ved at blive færdiggjort af entreprenøren.
I fremtiden vil Atkins være med i første række til at byde på anlægsopgaver på eksempelvis Fehmern-forbindelsen og på opgraderings- og broopgaver på baner, især i Jylland.
- kj