Fyrer med frisk luft og sparer 150.000 kronerLuft-til-vand varmepumper fra Vølund Varmeteknik henter energi ud af luften og omdanner den til varme hos Toptryk Grafisk, der sparer 150.000 kr. om året.

Fyrer med frisk luft og sparer 150.000 kroner

Hos Toptryk Grafisk i Gråsten er oliefyret erstattet med fire store Vølund varmepumper, der omdanner luftens energi til varme i radiatorerne - og samtidig skærer de 150.000 kr. af varmeregningen.

Direktøren og de 27 medarbejdere hos Toptryk Grafisk i Gråsten har god grund til at gnide sig i hænderne - ikke for at holde varmen, men over at virksomheden sparer over 150.000 kr. på opvarmning. Vel at mærke år efter år.

Det gamle oliefyr er sendt på pension på anbefaling af R. Pedersen VVS og erstattet af fire store luft-til-vand Vølund F2300 varmepumper, der omdanner den energi, som er i luften omkring os, til varmt vand i radiatorerne.

Tjent hjem på tre år
Besparelsen på olieregningen gør, at investeringen på ca. 625.000 kr. er tjent hjem på lidt over tre år. Herefter er det penge direkte ned på bundlinjen, og med en forventet levetid på anlægget på mindst tyve år er det en ganske fornuftig investering, mener adm. direktør Lasse Frausig.

Skåner miljøet for 36 tons CO2
De fire varmepumper er projekteret af Vølund Varmeteknik, som har mere end 35 års erfaring med varmepumper, og de er installeret af R. Pedersen VVS i Gråsten. Varmepumperne står gemt af vejen på bagsiden af virksomheden. Her suger de luft ind og omdanner luftens kalorier til varme i radiatorerne. Princippet er det samme som i et køleskab - blot omvendt.

Beregninger viser, at de fire varmepumper sparer miljøet for et udslip på over 36 tons CO2 om året i forhold til opvarmning med olie.

- Det er en del af vores grønne profil. Vi er både Svanemærket- og FSC-certificeret, ligesom vi nedbringer miljø- og CO2-belastningen på alle felter i vores produktion, forklarer adm. direktør Lasse Frausig.

Fik 125.000 kr. i energitilskud
R. Pedersen VVS hjalp desuden med at udforme en ansøgning, der sikrede Toptryk Grafisk et energitilskud på over 125.000 kr.

- Det var min far, som for mange år siden installerede oliefyret hos Toptryk Grafisk. Derfor er jeg glad for, at jeg kunne hjælpe med en tidssvarende og langt mere effektiv og grøn løsning. Oven i købet med en fantastisk anlægs- og driftøkonomi. En rigtig win-win-situation.

-jhn


12/11 2014