Gigantfald i arbejdsulykker i byggebranchen

Gigantfald i arbejdsulykker i byggebranchen

For hver milliard, der bruges i entreprise, sker der seks arbejdsulykker - et kæmpefald over de seneste år fra 2006, hvor tallet var over 20 pr. milliard

Der var i april 2014 6,1 arbejdsulykker pr. milliard kroner brugt i entreprise. Det viser tal fra Byggeriets Evaluerings Center (BEC) ifølge Magasinet Arbejdsmiljø. I april 2006 var der 20,9 ulykker pr. entreprisemilliard. Begge tal er baseret på et gennemsnit for en periode på tre år og på i alt 2.333 entrepriser.

Ulykker i byggeriet er typisk fald- eller nedstyrtningsulykker fra stiger eller stilladser, ulykker ved brug af værktøj, eller akutte skader på grund af tunge løft eller forkerte arbejdsstillinger.

- Forklaringen kan være, at der er kommet mere opmærksomhed på konsekvenserne af arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen, siger Peter Hesdorf, adm. direktør i BEC til Magasinet Arbejdsmiljø.

Ulykker er konjunkturafhængige
Kent Jacob Nielsen, psykolog på arbejdsmedicinsk klinik ved Regionshospitalet Herning, er ikke overrasket over, at der er færre ulykker i dag end i 2006. Han mener dog ikke, at et øget fokus fra branchen kan være hele forklaringen:

- I 2006 var der stadig højkonjunktur. Og vi ved, at byggeanlægsbranchen er meget konjunkturafhængig, når det gælder, hvor mange ulykker der er. Vi ved også, at der nu er lavkonjunktur. Men om der er færre ulykker under lavkonjunkturer, fordi der bliver udført andre typer arbejde, fordi der er færre lærlinge og nyansatte, eller om de firmaer med flest problemer er gået konkurs, ved vi imidlertid ikke, siger Kent Jacob Nielsen.

Kent Jacob Nielsen påpeger desuden, at det er kendt, at der generelt er en del underrapportering af ulykker i bygge- og anlægsbranchen.

Højst hos underentreprenørerne
BEC’s tal viser desuden, at fordelt på entreprenørens rolle er det hos underentreprenørerne, at ulykkesfrekvensen er højest og samtidig sket det mindste fald. Her er der i gennemsnit 18,6 arbejdsulykker pr. entreprisemilliard. I april 2006 var der her 23,6 arbejdsulykker pr. entreprisemilliard.

Undersøgelsen udgør ikke en total måling af alt byggeri og af alle arbejdsulykker i hele Danmark, men er et udsnit foretaget primært i forbindelse med større - typisk offentlige - byggesager.

- mir


Fakta om tallene
- Fordelt på entreprenørens rolle er det især hos underentreprenørerne, er der mange arbejdsulykker. Her er der i april 2014 i gennemsnit 18,6 arbejdsulykker pr. entreprisemilliard.
- Fordelt på branche ser det værst ud hos el-installatører. Her er der i april 2014 18,3 arbejdsulykker pr. entreprisemilliard. Hos maler- og glarmestervirksomheder er der 16,7. Tømrer- og bygningssnedkerfirmaer ligger på 5,6.
- Fordelt på bygningernes anvendelse er det bygninger anvendt til kulturelle formål, hvor der sker flest ulykker, nemlig 9,8 pr. entreprisemilliard.
- Der er tale om glidende gennemsnit for tre år. Det betyder, at eksempelvis tallet for april 2014 er et gennemsnit for perioden april 2011 til april 2014.
Kilde: Byggeriets Evaluerings Center

17/6 2014