Godt med fokus på andelsboligernes værdi

Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening har skrevet fælles brev til erhvervsminister Brian Mikkelsen og glæder sig over det politiske fokus på værdiansættelsen af andelsboliger

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har meldt ud, at han vil nedsætte en arbejdsgruppe til at se nærmere på udfordringerne med værdiansættelse af andelsboligejendomme. Der har været eksempler på, at værdien af sammenlignelige andelsboliger kan variere ganske betragteligt.

- Det, vores ejendomsadministratorer oplever, er, at værdiansættelserne af andelsboligejendomme kan svinge temmelig meget. Vi giver derfor erhvervsministeren ret i, at der er nogle problemer på det her område, som der skal ses på, siger Morten Marott Larsen, der er cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark og uddyber:

- Reglerne for valuarvurderinger er udarbejdet i samarbejde med interessenterne på området og er overordnet set gode. Men vi er enige med ministeren i, at det er uholdbart, hvis vurderingerne svinger for meget. Vi er allerede i gang med at se på reglerne sammen med organisationerne bag regelsættet, og ministerens initiativ falder fint sammen med dette, udtaler Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening.

En andelsboligejendom skal vurderes som en udlejningsejendom
Der er nogle helt klare principper for, hvorledes man skal værdiansætte en andelsboligejendom og derved også de enkelte andelsboliger. Følger man loyalt disse principper, så rammer man en markedsværdi.

- En andelsboligejendom skal efter lovgivningen vurderes på samme måde som en boligudlejningsejendom. Vi har i de to brancheorganisationer arbejdet meget med at definere principperne for vurdering af investeringsejendomme, siger Torben Strøm.

- Vi har allerede udarbejdet generelle retningslinjer for, hvordan man skal værdiansætte investeringsejendomme, herunder boligudlejningsejendomme. Den viden vil vi gerne give videre til arbejdsgruppen, ligesom vi gerne vil drøfte andre løsninger, siger Morten Marott Larsen.

Har skrevet til ministeren
Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening har skrevet til erhvervsminister Brian Mikkelsen med tilbud om at stille foreningernes kompetencer på dette område til rådighed for arbejdet.

Ejendomsforeningen Danmarks medlemmer administrerer på nuværende tidspunkt cirka 110.000 af de 210.000 andelsboliger, der findes i Danmark.

Dansk Ejendomsmæglerforeningen organiserer cirka 3.000 ejendomsmæglere, herunder ca. 500 valuarer.

- Jhn

14/2 2017