Har forbedret arbejdsmiljøet på Århus Havn
Alectia udfører i øjeblikket et større APV-projekt for Aarhus Havn, der går ud på at forbedre arbejdsmiljøet for havnens tolv kranførere
Det skal være slut med fastlåste og ukomfortable arbejdsstillinger samt smerter i skuldre, nakke og ryg for de tolv kranfører, der er ansat i Aarhus Havn. Det er tid til en forbedring af arbejdsmiljøet.Gennem et større APV-projekt undersøger rådgivningsvirksomheden Alectia mulighederne for at forbedre det fysiske arbejdsmiljø, øge arbejdsglæden, reducere sygefraværet og forebygge nedslidning blandt kranførerne. Rådgivningsvirksomheden hjælper også med at implementere og evaluere en række løsninger, hvis mål er at integrere nye rutiner i den daglige drift.
Fire indsatsområder
Alectia lagde ud med at foretage en lang række observationer af kranførernes arbejde, foretage personlige interviews samt opmåle og registrere kranførernes arbejdsrutiner og førerkabinernes indretning. Dette mundede ud i en større rapport med løsningsforslag til en forbedring af arbejdsmiljøet.
På baggrund af rapporten, er der blevet udpeget fire overordnede indsatsområder: arbejdspladsindretning og udstyr, arbejdsteknik- og stillinger, arbejdets tilrettelæggelse og planlægning samt styrkelse af medarbejdernes fysiske robusthed. Til hvert af disse indsatsområder er der blevet udpeget en arbejdsgruppe af kranførere, der skal være med til at teste de forskellige løsninger.
Løsningerne inkluderer blandt andet forbedringer af forholdene i de kabiner, kranførerne tilbringer de fleste af deres arbejdstimer i. For at gøre kranførernes arbejde mindst muligt belastende, er der blevet foretaget en mere hensigtsmæssig indretning af førerkabinen og udstyret i kabinen. Der er bl.a. blevet indsat nye specialdesignede stole, joysticks og skærme, samtidigt med at el-systemerne og motorer i kranerne er blevet udskiftet.
Nye vaner
Der er ingen tvivl om, at indretningen af kabinen har en stor indflydelse på kranførernes arbejdsmiljø. Men indretningen alene er ikke nok til at skabe et optimalt arbejdsmiljø. Skal de ergonomiske arbejdsforhold være i top, skal der være balance mellem arbejdskrav og arbejdskapacitet. Kranførerne kan selv bidrage markant til denne balance.
- Kranførerne har selv en stor indflydelse på deres egen fysiske kapacitet og robusthed og ikke mindst deres adfærd på arbejdspladsen. Netop kombinationen af optimal indretning, den rette arbejdsteknik og høj fysisk kapacitet er essentiel i forebyggelsen af fysisk nedslidning. Der er en lang række indsatser, som de selv skal tage ansvar for i dagligdagen, for at forbedre deres egen kapacitet og robusthed til at klare deres job. I rapporten kommer vi derfor blandt andet med en række bud på, hvordan kranførerne ved hjælp af forskellige daglige øvelsesrutiner kan være med til at forebygge diverse fysiske skader, såsom smerter i nakke, skuldre og ryg, udtaler projektleder Pernille Vedsted.
-los
Få et bedre arbejdsmiljø med jeres APV, arbejdspladsvurdering