Historisk få ledige butikker og erhvervslokaler
Danmark har ikke haft så få udbudte butiks- og erhvervslokaler i syv år. Årsagerne er øget privatforbrug og beskæftigelse – og fremgangen præger hele landet, men er stærkest i hovedstaden
Ved indgangen til fjerde kvartal stod blot 3,9 procent af landets butikslokaler, kontorer, lagerbygninger og fabrikshaller til udlejning eller salg – det laveste niveau siden 2009 og dermed i syv år.
Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet af Dansk Ejendomsmæglerforening i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.
- Tallene afspejler, at dansk økonomi efterhånden er sluppet fri af finanskrisen. Gennem det seneste år er beskæftigelsen i kontorfagene steget, og det får kontorerhvervene til at efterspørge flere kvadratmeter. Samtidig er danskernes forbrug steget, og det har smittet af på detailhandlens efterspørgsel på lokaler, siger Mads Lindegaard, senioranalytiker i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Økonomiske sundhedstegn
Også industrien har oplevet fremgang, så der er kommet aktivitet i mange flere lagerbygninger og fabrikshaller. Samlet set er der stadig flere udbudte erhvervslokaler, end før finanskrisen satte ind. Men alene det seneste år er arealer på over 650.000 kvadratmeter – eller næsten 100 fodboldbaner – blevet fyldt med skriveborde, varestativer, maskiner og ikke mindst mennesker i beskæftigelse.
- En meget stor del af fremgangen er sket i hovedstadsområdet. Især for kontorer, men også for produktion, hvor der er sket øget aktivitet i Københavns omegn. For butikker er udviklingen ikke så kraftig, men det skyldes i høj grad, at der efterhånden er meget få udbudte forretningslokaler tilbage i hovedstaden, siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.
Endnu et økonomisk sundhedstegn – ud over færre udbudte erhvervslokaler – er stigende niveauer for husleje. For både butikker, kontorer og industrilokaler er lejeniveauet på landsplan omkring fire procent højere end for et år siden, viser andre tal fra Ejendomstorvet.dk
-cmn