Horns Rev giver vind i Esbjergs sejl
Vattenfall skal efter en spændende budrunde opføre Horns Rev 3, men afventer endeligt grønt lys fra Folketinget og EU
Den danske afdeling af den svenske energikoncern Vattenfall har vundet koncessionen til at bygge og drive havvindmølleparken Horns Rev 3 ud for Blåvands Huk, hvor vindmøller med en samlet effekt på 400 MW vil kunne forsyne 450.000 husstande med strøm fra 2017.
Vattenfalls adm. direktør, Magnus Hall, glæder sig over, at koncernens danske vindmølleselskab har afgivet det mest konkurrencedygtige tilbud på Horns Rev 3. Vattenfall afventer nu endelig godkendelse i Folketinget og EU.
- Den stort planlagte offshore vindmøllepark får betydning for Vattenfalls ambitioner indenfor vindkraft og i særdeleshed vores fokus på offshore vindmølleparker. Vi er i dag den næststørste operatør af offshore parker i verden og den største operatør i Danmark på vindmøller til lands. Det giver endnu bedre muligheder for at udvikle den bæredygtige energiproduktion til at være både rentabel og mere konkurrencedygtig – til gavn for de danske forbrugere, siger Magnus Hall.
Stor betydning for Esbjerg
Når Vattenfall som forventet får grønt lys til at påbegynde opførelsen af Horns Rev 3, får Danmarks største operatør af vindmøller på land samtidig en unik mulighed for samdrift mellem flere parker til havs.
Det fortæller Alberto Mendez Rebollo, der er Business Area Head for Vattenfalls nordiske vindaktiviteter:
- Vores kontrolcenter i Esbjerg overvåger i dag over 1.000 vindmøller til lands og til vands, og Horns Rev 3 kommer til at betyde positive synergier i drift og service af offshore parkerne i Nordsøen. Kontrolcentrets rolle og Esbjergs betydning som forsyningskæde til offshoreaktiviteterne vil blive styrket yderligere med Horns Rev 3.
- Opgaven vil betyde permanent arbejde for 50 medarbejdere i Vattenfall Vindkraft. Betydningen er desuden stor for tusindvis af danske arbejdspladser i vindmølleindustrien, siger Alberto Mendez Rebollo.
Næststørst i verden
Vattenfall Vindkraft ejer i forvejen 60% af Horns Rev 1 med 80 vindmøller, og selskabet ejer - sammen med Stadtwerke München - de kommende offshore parker i den tyske del af Nordsøen, Dan Tysk og Sandbank.
Desuden skal Vattenfall stå for udvidelsen af Kentish Flats i England. Sammenlagt har Vattenfall ejerskab af ca. 1200 MW til havs.
cmn