Ingeniørfirma satser på 3D-projektering

Drauschke Consult investerer i 3D-program og -oplæring af medarbejdere

Igennem virksomhedens 10-årige levetid har ingeniørfirmaet Drauschke Consult alle år oplevet stabil vækst og indtjening. Dette har resulteret i, at firmaet for tredje år i træk er rated med AAA, hvilket har muliggjort en stor investering i 3D-program og -oplæring af medarbejdere.

- Vi har valgt at investere i 3D-programmet Impact til optegning af betonelementer, som er én af vores spidskompetencer, siger ejer og vicedirektør Maria Lundsteen Lauritzen.

Hun fortæller, at Impact ligger som en ekstra platform på ACAD og muliggør en lang række automatiseringer:

- Programmet kan sideløbende modellere bygningen ud fra de optegnede elementer, hvilket gør optegningen mere effektiv og hjælper med at reducere fejl.

Drauschke Consult startede implementeringen i sommeren 2016 og har allerede nu gennemført flere projekter med en væsentlig større effektivitet. Virksomheden, der består af ingeniører og konstruktører, har købt flere flydende licenser, så alle medarbejderne kan have glæde af programmet, og siden sommeren er ansat to bygningskonstruktører, som alle arbejder med programmet. Derudover er der ligeledes ansat en elev, som selvfølgelig også oplæres i brugen af programmet.

I første omgang er der indført program til vægoptegning, men med tiden vil de øvrige betonelementtyper også komme til.

16/2 2017