København har brug for flere mindre lejligheder

Dansk Byggeri tilslutter sig kritikken af, at Københavns Borgerrepræsentation endnu ikke har afskaffet den omstridte 95 m2-regel, som man mener er forældet

Efterspørgslen og priserne på små lejligheder i København er steget voldsomt og meget mere end på store lejligheder de seneste år. Årsagen er først og fremmest, at efterspørgslen på små lejligheder er større end udbuddet. Men 95 m2-reglen forhindrer, at der bliver bygget tilstrækkelig mange med små boliger.

- Reglen lægger en meget effektiv dæmper på opførelsen af små lejligheder, som der er stort behov for. De muligheder for at få dispensation, der blev gennemført i 2015, og som betyder, at en fjerdedel af lejlighederne kan undtages fra kravet, er langt fra tilstrækkeligt. Lad os tage et hurtigt og effektivt opgør med den omstridte regel, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius fra Dansk Byggeri.

Ikke flere analyser
Transport- Bygnings- og Boligministeriet har så sent som i januar i år fremlagt en analyse fra Copenhagen Economics. Den viser, at der frem til 2025 er behov for 50.000 nye boliger i København og Frederiksberg, og at der er stor efterspørgsel efter små boliger.

- Hvis behovet for boliger i København skal kunne dækkes, er der brug for, at 95 m2 -reglen fjernes hurtigt. Hver dag den gælder, forhindrer den, at boligbehovet løses. Der er ikke behov for flere analyser - alle aktører er enige om behovet for flere små boliger. Det, der er behov for, er politisk handling, siger Torben Liborius.

Forældet regel
95 m2-reglen blev indført i 1990'erne for at trække pengestærke familier til hovedstaden. Men siden er der ifølge Politiken forsvundet næsten 11.000 små boliger på under 70 m2.

- Reglen blev lavet, da der var helt andre problemer med sammensætningen af boliger. De problemer er løst, så den bør fjernes hurtigst muligt. En yderligere gevinst vil være, at det vil bidrage til en mere stabil prisudvikling på lejligheder, hvis udbuddet matcher efterspørgslen, siger Torben Liborius.

-kj

19/6 2018