Mange små virksomheder er blevet 'kassekredit' for de store
SMVdanmark vil gøre op med den udbredte praksis, at små og mellemstore virksomheder presses til at acceptere urimeligt lange betalingsfrister fra store kunder
Utilstrækkelig lovgivning betyder, at rigtig mange små og mellemstore virksomheder oplever, at deres store kunder trækker betalinger i langdrag. Det koster virksomhederne likviditet og bremser skabelsen af nye private job og lærepladser, mener SMVdanmark, der har fået lavet en kortlægning af problemet.
- Der sidder nogle kolde og kyniske regnedrenge i mange store virksomheder, og de har regnet ud, hvordan man tvinger små leverandører til at være en slags 'bank'. Kombinationen af en utilstrækkelig lovgivning og de store kunders enorme købermagt betyder simpelthen, at små leverandører ender som kassekredit for de store, siger vicedirektør Jakob Brandt.
Det er nemlig ikke frivilligt, om små virksomheder vil acceptere store virksomheders lange betalingsfrister.
- Siger man nej til de lange betalingsfrister, risikerer man at miste kunden. Små virksomheder med få kunder kan ikke tåle at løbe den risiko, og ofte går det hårdt ud over kassekreditten. Det er simpelthen ikke fair at drive forretning på den måde. Jeg mener, at lovgivningen skal sikre os en fair og ufravigelig betalingsfrist på maks. 30 dage, siger Jakob Brandt.
Praksissen med sene betalinger har et omfang, som har fået SMVdanmark tiI at lancere en kampagne for, at renteloven bliver skærpet, så store virksomheder ikke får mulighed for at bruge deres små leverandører som bank.
Bremser vækstvirksomheder
En undersøgelse, Norstat har lavet for SMVdanmark, dokumenterer de store virksomheders fremfærd.
Ifølge undersøgelsen oplever knapt halvdelen, 43 %, af Danmarks SMV'er, at de store virksomheder kræver betalingsfrister, der er længere end 30 dage. SMVdanmark er i besiddelse af eksempler på betalingsfrister på op til 120 dage.
- I små virksomheder kan man altså ikke vente tre måneder med at udbetale løn til medarbejdere eller betale for de materialer, man bruger på en opgave. Er man samtidig en vækstvirksomhed eller iværksætter uden millioner i egenkapital, sætter store kunders sene betalinger en effektiv kæp i hjulet på virksomhedens udvikling, lyder det fra Jakob Brandt.
Undersøgelsen viser, at:
- 43 % af virksomhederne oplever betalingsfrister over 30 dage efter levering
- 55 % af virksomhederne mener, at det er dybt uretfærdigt, at store virksomheder har betalingsfrister på 30 dage og i nogle tilfælde op til 120 dage over for deres mindre leverandører
- 34 % af virksomhederne har følt sig tvunget til at acceptere de lange betalingsfrister
- for 42 % af de virksomheder, som har oplevet betalingsfrister på over 30 dage, har det betydet likviditetsudfordringer
- 50 % af virksomhederne har været nødsaget til at trække på virksomhedens kassekredit.
Kilde: Norstat, november 2018
-kj