Morgenseminar ruster arkitekter til mere energirenovering
Som optakt til årets Building Green-messe inviteres landets arkitekter til gratis morgenseminar med energirenovering anno 2014 på programmet
Landets arkitekter får onsdag d. 18. juni mulighed for at debattere energirenovering med repræsentanter fra Henning Larsen Architects, Bygherreforeningen og producenten Xella. Det sker, når Building Green som optakt til årets messe, der løber af stablen d. 29.-30. oktober, slår dørene op for et morgenseminar om energirenovering i Dansk Byggeris lokaler i centrum af København.- Energirenovering udgør bl.a. i kraft af regeringens nye energirenoveringsstrategi byggebranchens mest aktuelle emne. Både nu og fremover er der masser af muligheder og udfordringer især for arkitekterne at tage fat på, udtaler Mette Grydehøj Post, der er projektleder på Building Green.
Morgenseminaret byder på oplæg fra hhv. Signe Kongebro, der er partner i Henning Larsen Architects og leder af tegnestuens bæredygtighedsafdeling, Graves Simonsen, som er projektchef hos Bygherreforeningen og bl.a. ankermand på branchepartnerskabet ’Renovering på dagsordenen’ (i samarbejde med Grundejernes Investeringsfond), samt Niels Jørgen Pallesen, der er nordisk direktør hos Xella.
Energirenovering til debat
Den efterfølgende debat modereres af arkitekt MAA Charlie Steenberg, der er studielektor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole i København og bl.a. er en del af samarbejdsfællesskabet TransformationLab.
- Blandt de spørgsmål, som morgenseminaret kommer til at debattere, er, hvordan vi får energieffektiviseret bygningsmassen uden at give køb på de æstetiske værdier? Hvordan ser de økonomiske perspektiver i energirenovering ud, både på kort og langt sigt? Samt ikke mindst: Hvordan energirenoverer vi på en måde, der mest optimalt gør brug af den danske bygningskultur?, lyder det fra Mette Grydehøj Post.
-los
Morgenseminaret
Morgenseminaret finder sted onsdag d. 18. juni 2014 kl. 8.00-10.00 hos Dansk Byggeri, Nørre Voldgade 106, 1358 København K.
Deltagelse er gratis. Tilmelding sker via mail på info@buildinggreen.eu.
Læs mere om morgenseminaret her