Ny byggepolitisk strategi er et godt udgangspunkt
DI hilser den byggepolitiske strategi, som klima,- energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen netop har lanceret, velkommen
- Der er et stort potentiale for at øge produktiviteten og væksten i den danske byggesektor. Derfor er vi også glade for, at regeringens byggepolitiske strategi vil gøre det lettere for byggebranchen at konkurrere internationalt. Vi håber, at der er bred politisk opbakning, siger underdirektør i DI Elly Kjems Hove.Hun fremhæver, at strategien indeholder en række af de tiltag, som DI arbejder for. Det drejer sig bl.a. om en revision af grundlaget for at indgå aftaler, øget internationalisering og forenkling af regler - ikke mindst af den kommunale byggesagsbehandling. Det er alle initiativer, som vil reducere omkostningerne for byggeri i Danmark. Derudover ser branchen også muligheder i at øge fokus på bæredygtigt byggeri.
- Vi har længe haft fokus på energibesparelser i bygninger. Og inden for bæredygtigt byggeri er der et klart potentiale for at se bredere på, hvordan vi tænker miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn sammen i den måde, vi bygger på i Danmark. Det er dog vigtigt, at vi får en fælles opfattelse af, hvad bæredygtighed er. Bæredygtigt byggeri skal baseres på fælles EU-standarder, så vi ikke ender med at have forskellig opfattelse af bæredygtigt byggeri rundt omkring i Europa, siger underdirektør i DI Elly Kjems Hove.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen lægger med strategien op til et ambitiøst samarbejde med byggebranchen:
- Jeg synes, det er stort, at vi nu endelig har en samlet strategi for hele byggeområdet. Med sine 34 initiativer giver strategien et ambitiøst bud på, hvordan byggeriets udfordringer kan håndteres og indeholder også regeringens svar på Produktivitetskommissionens anbefalinger. Både i forhold til det offentlige som lovgiver og myndighed og i forhold til virksomhederne og branchen som helhed. Nu har alle parter en anledning til at gøre alt, hvad de kan for fremadrettet at sikre Danmark en effektiv byggebranche. Jeg vil gerne stå på mål for, at vi får gjort reglerne mere enkle og gennemskuelige, men forventer selvfølgelig også til gengæld, at branchen og byggeriets parter bidrager til, at vi får et mere effektivt og konkurrencedygtigt byggeri, f.eks. med et moderniseret aftalesystem, med øget dialog og et stærkere samarbejde på tværs af hele byggeriets værdikæde, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
- mir