Nye betalingsregler skal beskytte forbrugerne
Forbrugerombudsmanden har i dag offentliggjort de nye retningslinjer for betalinger ved fjernsalg
Dansk Erhverv støtter op om Forbrugerombudsmandens nye betalingsregler ved fjernsalg, da reglerne vil gøre det sværere for useriøse virksomheder at lokke forbrugerne i abonnementsfælder.- Dansk Erhverv er tilfreds med resultatet og håber med retningslinjerne, at det fremover bliver vanskeligere for de utroværdige virksomheder at lokke forbrugerne ind i uoverskuelige abonnementsaftaler, som forbrugerne ikke kender omfanget eller konsekvenserne af, siger advokat i Dansk Erhverv Martin Jørgensen.
Sværere at falde i abonnementsfælder
Med retningslinjerne og den nye forbrugeraftalelov, der trådte i kraft 13. juni 2014, er de erhvervsdrivende forpligtet til at give en lang række oplysninger forud for indgåelsen købet.
- Dansk Erhverv støtter retningslinjerne til trods for, at vores medlemmer fra 1. september 2014, hvor de træder i kraft, kommer til at skulle give flere oplysninger og dermed får mere administration, da det er vores forhåbning, at de mere useriøse erhvervsdrivende får sværere ved at lokke forbrugerne i de såkaldte abonnementsfælder, siger Martin Jørgensen.
- Dansk Erhverv vil medvirke til, at retningslinjernes indhold kommunikeres og implementeres hos vores medlemsvirksomheder, så de er klar til 1. september. Vi ved fra Forbrugerombudsmanden, at han, når retningslinjerne træder i kraft, vil have fokus på, at de også efterleves og det hilser vi i Dansk Erhverv velkommen, siger Martin Jørgensen.
-los