Nyt koncept: Bestem selv fragtprisen
Nu er det muligt selv at bestemme, hvad man vil give for at få transporteret sine pakker, møbler, paller eller hvilken som helst anden form for fragt
Det er webportalen Fragtbørs.dk, der udspringer af fagfolk i transportbranchen, som vender markedet på hovedet. Kunderne indtaster selv, hvad de vil betale for en given transportopgave og bliver efterfølgende kontaktet af en transportør fra Fragtbørsen.dk, der har accepteret prisen. Den nye koncept skal tage markedsandele fra branchens større aktører.Fragtbørs.dks koncept er ikke tidligere set inden for den danske transport- og flyttebranche. Webportalen, der fungerer som en børs mellem kunden og en lang række forskellige vognmænd, har med stor succes afprøvet konceptet de sidste seks måneder. Nu står den nye fragtbørs klar, hvor både private og erhvervskunder vil kunne hente store besparelser.
- Kunderne skal fortælle os og vores mange selvstændige vognmænd, hvad de vil betale for en given transportopgave. Måske har man en sofa og seng, der skal transporteres fra Odense til København. En traditionel transportør vil måske tage 2000 kroner for denne opgave. Men ved Fragtbørsen kan kunden lægge en pris ind på f.eks. 450 kroner, som en lang række selvstændige vognmænd, der alligevel kører turen den pågældende dag, kan byde ind på. Det er smart, billigt og nemt for kunder såvel som for vores vognmænd, siger Peter Hauge Jensen, direktør hos Fragtbørs.dk.
Vil udfordre Danske Fragtmænd
Flere virksomheder tilbyder allerede samkørsel og privat biludlejning på nettet, hvor brugere kan tilbyde eller ønske et lift fra en by til en anden. Men på transport- og flyttemarkedet er Fragtbørs.dk de første aktører på markedet med denne type service. Derfor ser webportalen et stort fremtidigt potentiale i konceptet, som skal tage markedsandele fra branchens større aktører.
- Vi kan se, at der er et hul i markedet inden for denne type services. Og vores testperiode viser også, at markedet er klar, og folk er glade for det nye koncept. Derfor ruller vi det nu ud til hele landet, hvor vi kommer til at konkurrere med store ekspeditører som f.eks. DSV og Danske Fragtmænd – der er gode til dag-til-dag hasteopgaver – men som vi altid vil kunne konkurrere med på fragtprisen, udtaler Peter Hauge Jensen.
Fragtbørs.dk er et datterselskab under 3x34 Transport, men er et selvstændigt koncept, som er tilgængelig for alle kunder og vognmænd.
-los