Offentlige legepladser er renset for mistanke

Efter en intensiv indsats i 2014 er Region Hovedstaden nu færdig med at gennemgå, undersøge og fjerne forurenet jord på offentligt ejede legepladser

Region Hovedstaden har i samarbejde med kommunerne gennemgået samtlige 167 offentligt ejede legepladser i 28 kommuner.

Gennemgangen viste, at der på 15 legepladser tidligere havde været forurenende aktiviteter som f.eks. bilværksted og gartneri, der kan have forurenet jorden. De 15 legepladser er fordelt på 10 kommuner. Legepladserne er efterfølgende undersøgt ud fra et forsigtighedsprincip. Jorden på fem af legepladserne var forurenet, og er nu fjernet af Region Hovedstaden.

Legepladsen i Kastrup Strandpark er en af de fem legepladser, hvor Region Hovedstaden fandt forurenet jord, som nu er fjernet. Oprydningen foregik i tæt samarbejde med Tårnby Kommune.

På alle fem legepladser, hvor der blev fundet forurening i jorden, er der nu ryddet op. Oprydningen er typisk sket ved at grave den øverste halve meter jord af på det areal, der er forurenet.

Herefter er der lagt ren jord ud, og arealet er genskabt, som det var før – f.eks. med nye planter, genopstillet legeredskaber og fast bund i sandkasser.

Da en del af legepladserne er genetableret sent på året, vil de først blive lukket op for leg igen til foråret, når rullegræsset er begyndt at gro.

-cmn

12/2 2015