Politisk aftale går til kamp mod asbest

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en politisk aftale om at sikre, at færre ansatte udsættes for asbest

Asbest udgør stadig en sundhedsfare for ansatte i byggeriet. Et bredt flertal i Folketinget er derfor enige om at gennemføre 20 anbefalinger fra arbejdsmarkedets parter, der skal sikre, at færre udsættes for asbest.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- At blive udsat for asbest har store sundhedsskadelige konsekvenser og er derfor for længst gjort forbudt, men det findes stadig i bygninger rundt omkring i landet. Jeg er derfor glad for, at et bredt flertal i Folketinget støtter op om parternes anbefalinger, så vi minimerer de ansattes risiko for at blive udsat for farligt asbeststøv. Samtidig er der enighed om at fremme, at den ældre bygningsmasse i Danmark på sigt bliver helt fri for asbest.

Parternes anbefalinger
Det var arbejdsmarkedets parter i Arbejdsgruppen om asbest, der i april afleverede de 20 anbefalinger, som aftalepartierne med den politiske aftale støtter op om.

Anbefalingerne lyder blandt andet, at forundersøgelserne i byggeriet skal styrkes, og at der skal skabes større klarhed om roller og pligter i forhold til reglerne om asbest. Samtidig skal der igangsættes en fælles kommunikationsindsats om asbest, rettet mod de enkelte aktører i byggeriet.

Arbejdsgruppen om asbest blev nedsat af beskæftigelsesministeren i foråret 2017. Formålet med arbejdet var at afdække mulige initiativer, der kan medvirke til, at antallet af beskæftigede, der udsættes for asbest, på sigt vil falde.

Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagersiden, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Arbejdstilsynet.

-jhn

Læs aftaletekksten her

17/9 2018