Region vælger entreprenører til akutsygehus
Region Syddanmark har efter grundig evaluering foretaget på baggrund af de fremsendte referencer besluttet at prækvalificere fire danske ansøgere og et enkelt dansk/udenlandsk I/S
Region Syddanmark har nu gennemført prækvalifikationen af hovedentreprenører til tilbudsgivning på opgaven ”Sygehus Sønderjylland, Aabenraa Akutsygehus, Fase 2”.
Ved udløbet af fristen for ansøgning om prækvalifikation den 19. september 2016, kl. 12.00, er modtaget 7 ansøgninger. Samtlige ansøgninger er vurderet konditionsmæssige og er dermed vurderet med henblik på udvælgelse.
Men eftersom Region Syddanmark i henhold til udbudsbekendtgørelsen kun kan prækvalificere 5 tilbudsgivere, har det således været nødvendigt at fravælge 2 af ansøgningerne.
Region Syddanmark har efter grundig evaluering foretaget på baggrund af de fremsendte referencer d. 30. september 2016 besluttet at prækvalificere følgende ansøgere:
- 5E Byg A/S
- Hoffmann A/S
- Max Bögl & Jørgen Friis Poulsen I/S
- MT Højgaard A/S
- NCC Danmark A/S
Region Syddanmark er meget tilfredse med den interesse, som projektet er blevet vist i forbindelse med ansøgning om prækvalifikationen, og glæder sig over at 3 ud af de 5 entreprenører, som regionen i 2015 havde inviteret til markedsdialog for at bidrage med input til udbudsstrategien, er blevet prækvalificeret.
De prækvalificerede ansøgere er udtryk for, at udbudsstrategien har virket, idet projektet har en størrelse, entrepriseform og tidshorisont, som appellerer til både store og mellemstore entreprenører.
Regionen ser nu frem til det videre forløb med ansøgerne, som skal aflevere det indledende tilbud d. 2. december 2016. Derefter starter forhandlingsrunderne i overensstemmelse med udbudsmaterialet, inden det endelige tilbud skal afleveres den 26. januar 2017.
-cmn