Samråd om arbejdsulykker og asbest
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen skal i samråd den 25. august 2015 om både arbejdsmiljø, alvorlige arbejdsulykker og asbest på byggepladser
Folketingets Beskæftigelsesudvalg har efter ønske fra Christian Juhl (Enhedslisten) kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om arbejdsmiljøet på landets byggepladser.
Ministeren skal bl.a. redegøre for arbejdsmiljøindsatsen på byggepladserne, om Arbejdstilsynets kontrolarbejde fungerer godt nok, og om straffene for at være skyld i alvorlige ulykker er tilstrækkelig skrappe.
Ligeledes den 25 august er ministeren i samråd om asbest, og hvordan Arbejdstilsynet håndterer det.
I den forbindelse er det igen Folketingets Beskæftigelsesudvalg, der efter ønske fra Christian Juhl (Enhedslisten) har kaldt beskæftigelsesministeren i samråd.
Udvalget har bl.a. bedt ministeren redegøre for, hvordan Arbejdstilsynet og arbejdsgiverne skal forholde sig i forbindelse med omgang med asbest ved nedrivning og renovering, og hvordan ministeren vil sikre, at Arbejdstilsynet lever op til sin rolle som myndighed i forbindelse med asbestarbejde.
-cmn