Status for tunnelprojekt
Der har været en god og konstruktiv afklaringsproces om mulighederne for at opretholde entreprenørernes entreprisetilbud i en længere periode på et realistisk og holdbart grundlag
Femern A/S har siden september sidste år gransket de endelige pristilbud på de store entreprisekontrakter, som omfatter hovedparten af tunnelbyggeriet.
Nu viser den foreløbige gennemgang af tilbuddene, at resultatet er tilfredsstillende, bl.a. fordi priserne ervæsentligt lavere end i de første tilbud Femern A/S modtog i december 2014. Derfor er Femern A/S lige nu ved at afslutte den nærmere gennemgang og evaluering af de detaljerede tilbud.
I oktober 2015 blev det som bekendt fastslået af Slesvig-Holstens transportminister, at den tyske godkendelsesproces for Femern-projektet er forsinket til 2017. Det skyldes bl.a., at de tyske myndigheder vurderer, at der er behov for endnu en offentlig høringsrunde på tysk side, inden byggetilladelsen kan udarbejdes. Dertil kommer risikoen for efterfølgende retssager.
Endnu en tysk høringsrunde
Femern A/S respekterer naturligvis de tyske processer for godkendelse af større infrastrukturprojekter, og indretter os derefter. Der arbejdes nu videre med den tyske godkendelsesproces i tæt samarbejde med myndighederne i Slesvig-Holsten, herunder for at forberede en ny høringsrunde i Tyskland.
Netop på grund af forsinkelserne i Tyskland fik Femern A/S i oktober 2015 til opgave af forligskredsen bag Femern-projektet, at afklare mulighederne for at fastholde og forlænge entreprenørernes endelige entreprisetilbud fra september 2015 på en økonomisk hensigtsmæssig måde, indtil en endelig tysk godkendelse foreligger.
Formålet er således at søge at fastholde en hensigtsmæssig sammenhæng mellem udbudsprocessen og den tyske godkendelsesproces i de kommende år trods forsinkelserne.
Ny finansiel analyse på vej
Den opgave har Femern A/S sammen med entreprenørerne arbejdet intensivt på i de senere måneder. Der har været en god og konstruktiv afklaringsproces om mulighederne for at opretholde entreprisetilbuddene i en længere periode på et realistisk og holdbart grundlag. Vi ser frem til at fremlægge resultatet for forligskredsen inden længe med henblik på en samlet vurdering af den videre proces for projektet.
Samtidigt er Femern A/S i færd med at udarbejde en opdateret finansiel analyse af projektets samlede økonomi, herunder tilbagebetalingstiden for projektet. Analysen vil blive fremlagt for forligskredsen bag Femern-projektet som en del af det samlede beslutningsgrundlag.
Resultatet af det eksterne review fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden EY af anlægsøkonomien og reserverne i projektet vil blive indarbejdet i den kommende finansielle analyse, således at der kan gives en grundig og veldokumenteret status for projektets samlede økonomi.
-cmn