Ny ydelsesbeskrivelse for anlæg

FRI har netop offentliggjort Ydelsesbeskrivelse for Anlæg 2019, der er en revideret udgave af Ydelsesbeskrivelse for Anlæg og Planlægning 2013

Den nye Ydelsesbeskrivelse for Anlæg 2019 (YBA 19) er væsentligt udbygget for at tage højde for AB/ABR-18-regelsættets krav og ydelser. Ændringerne i YBA 19 er derfor ret omfattende for at synliggøre samarbejdet mellem parterne og ikke mindst rådgiverens ydelser og leverancer. Af samme årsag er rådgiverens 'projektdokumentation' udbygget, på principielt samme måde, som det er sket i YBL 18. Ydelser i Ydelsesbeskrivelse for Anlæg er naturligvis tilpasset de relevante ydelser for anlægsprojekter, men ydelser eller ansvar, der er identiske for byggeprojekter og for anlægsprojekter, er beskrevet ens i de to ydelsesbeskrivelser.

- Siden AB-udvalget færdiggjorde de nye AB-regler, har rådgiverne arbejdet med at tilpasse ydelsesbeskrivelserne til de nye krav i ABR. Med ydelsesbeskrivelsen for Anlæg er der nye ydelsesbeskrivelser for Bygherrerådgivning, Byggeri & Landskab samt Anlæg. Nu ser vi frem til at disse anvendes aktivt for at understøtte hovedformålet med revisionen af AB-reglerne herunder at kunne håndtere udviklingen i byggebranchen teknisk, kompentencefordelings- og procesmæssigt samt fremme effektivisering og produktivitet, siger formand for FRI's aftaleudvalg Peder Nielsen, Sweco Danmark.

Branchestandard og god praksis
Der har deltaget rådgivere, som er specialister inden for de forskellige anlægstyper, i håb om at favne bredest muligt. En væsentlig nyhed er indarbejdelse af ledningskoordinering og ledningskoordinator, der er en væsentlig aktivitet og opgave i de fleste anlægsopgaver. Ledningskoordinering er beskrevet som en opgave uden for den projekterende rådgivers normale opgaver og er beskrevet som en tillægsydelse.

- Ydelsesbeskrivelserne vil være en stor hjælp for anlægsbranchen til at fastlægge rådgiverens ydelser. Og det bliver forhåbentligt en branchestandard og god praksis for hurtig og fælles forståelse af anlægsydelserne, siger formand for Infrastrukturudvalget, Peter Hostrup Rasmussen, Cowi.

Sammen med ydelsesbeskrivelsen er der udarbejdet en vejledning til hjælp for brugere af ydelsesbeskrivelsen - dvs. både bygherre, rådgivere og entreprenører. Vejledningen henviser generelt til YBL 18 og til de ændringer, der er indarbejdet i YBA 19. Herudover indeholder vejledningen en reference til relevante bestemmelser i AB-systemet med information om, hvordan disse er indarbejdet og tænkes anvendt i anlægsopgaver.

FRI udbyder kurser i den nye ydelsesbeskrivelse i Aarhus og København henholdsvis d. 6. og 11. nov.

-kj

1/11 2019