Tronskifte i NCC Byggeri Vest
NCC's byggeenhed, Building Danmark, har oplevet stor vækst gennem de senere år – også i Vest, hvor der løbende er arbejdet på at udvikle organisationen. Nu giver direktør Mogens Nielsen stafetten videre til sektionsdirektør Lars Ørvad Nielsen
Som et naturligt led i den udvikling NCC's byggeenhed i Vest har gennemgået, er der blevet arbejdet på at forberede et generationsskifte i toppen af ledelsen i Byggeri Vest. Lars Ørvad Nielsen bliver ny direktør efter Mogens Nielsen.
Efter en lang karriere i byggebranchen og ikke mindst mange gode år i NCC, hvor han har været ansat ad flere omgange – herunder de seneste fem år som direktør – har Mogens Nielsen, direktør for Byggeri Vest i Building Danmark besluttet at gå på pension. Han fortsætter i NCC Danmark året ud i en stilling som rådgiver for Palle Bjerre Rasmussen, direktør i Building Danmark.
- Jeg er glad og stolt over det, vi har udrettet i Vest. Vi har udviklet vores organisation med fokus på kompetenceudvikling og samarbejde – både internt og med vores kunder.
- Vi har vundet og gennemført nogle store, komplekse byggerier i Aarhus, hvor vi senest har afleveret Nikolinehus og nu netop et gået i gang med at bygge et stort hotel i byen, ligesom vi også er lykkedes med mange gode projekter både i Syd- og i Nordjylland og har vundet flere spændende opgaver på Fyn, siger Mogens Nielsen.
Ny mand i toppen i Vest
Lars Ørvad Nielsen tager over som direktør for Byggeri Vest. Han kommer fra en stilling som sektionsdirektør i samme del af NCC's forretning, hvor han har refereret til Mogens Nielsen.
Lars er oprindelig uddannet tømrer, før han videreuddannede sig til konstruktør, og han har arbejdet i NCC i samlet 13 år - de seneste 4½ år som sektionsdirektør i Midt/Syd.
- Det er absolut velfortjent, at Mogens går på pension nu. Vi har arbejdet side om side de senere år og har nået flotte resultater sammen.
- Blandt andet er vi jo lykkes med vores strategiske fokus på træbyggeri, hvor vi har vundet flere store projekter som kontorbyggerierne i Odense, WoodHub, som er et ambitiøst træprojekt, vi opfører for Bygningsstyrelsen, og Cobothub, som vi opfører til Universal Robots og Mobile Industrial Robots, siger Lars Ørvad Nielsen.
Ledelsen i Vest er for nylig udvidet med områdedirektør Thomas Krogh, som begyndte i NCC i den 15. maj i år. På den måde står ledergruppen i Vest efter generationsskiftet godt rustet til at virkeliggøre virksomhedens ambitioner på Fyn og i Jylland i de kommende år.
-dc