En lille ændring med stor betydning Med de nye ovenlysvinduer er rammerne for lys, ophold og oplevelser blevet løftet markant med respekt for både bygningens arkitektur og en ansvarlig brug af ressourcer.

En lille ændring med stor betydning

Kulturhuset Trommen har fået nyt liv gennem en opgradering af ovenlysvinduerne. Med genbrug af den eksisterende konstruktion og nye glasløsninger er lysoplevelsen markant forbedret uden at lukke huset eller gå på kompromis med arkitekturen

I Hørsholm Kommune har Kulturhuset Trommen gennemgået en mindre forvandling. De cirkelformede ovenlysvinduer, som præger den ligeledes cirkulære bygning og biblioteket, var forældede og trængte til udskiftning.  

Vinduerne bestod af plexiglaskupler, der gennem årene var blevet medtaget af vind og vejr, hvilket havde resulteret i krakelering, snavs og kondens. Det forringede både lysindfaldet og vinduernes levetid, og en udskiftning af ovenlysvinduerne var derfor nødvendig. 

For at løse problemerne med den dårlige belysning blev ovenlysproducenten Lamilux kontaktet af Hørsholm Kommune i samarbejde med Bøgh Arkitekter. Målet var at finde den mest skånsomme løsning, og da den oprindelige karmkonstruktion var i god stand, blev det besluttet at bevare den. 

- Da det alene var akrylskallerne, der skulle udskiftes, sendte vi de originale tegninger af karmkonstruktionen til vores teknikere i Tyskland, som udviklede og fremstillede specialtilpassede adapterrammer, fortæller Michael S. Saunte, senior kundechef hos Lamilux Nordic. 

Adapterrammerne blev hægtet direkte på de eksisterende karme, så de nye ovenlystoppe i glas kunne monteres uden større indgreb. Løsningen gjorde det muligt at genbruge den eksisterende konstruktion og undgik samtidig at åbne for tagkonstruktionen og dermed forlænge monteringsprocessen. 

En stor forbedring 
Udskiftningen af plexiglas med rigtigt glas kan umiddelbart virke som en lille ændring. Det er dog en justering, der har haft stor betydning for, hvordan biblioteket opleves af de mange besøgende. Den mere rolige og behagelige belysning stammer især fra ovenlysvinduernes nye form og materiale. 

- Akrylskaller kan få lyset til at changere og virke ujævnt alt efter, hvor man står under dem. Og fordi de tidligere kupler var formet ved opblæsning, forvrængede det lysindfaldet en smule, fortæller Stuart Riisbøll, teknisk servicemedarbejder i Hørsholm Kommune, og fortsætter: 

- Det nye lysindfald er en rigtig stor forbedring – både fordi vinduerne er lavet af glas, men også fordi de er flade. Det giver en mere naturlig og rolig belysning, som er mere behagelig for de besøgende på biblioteket. 

Forbedringen mærkes tydeligt i hverdagen, hvor rummet fremstår mere ensartet og indbydende. Samtidig understøtter det nye lys bibliotekets funktion som et sted for fordybelse, ophold og ro. 

Udskiftningen af ovenlysvinduerne fandt sted over en periode på cirka tre uger, og montagen blev foretaget af Lamilux Nordic. Af sikkerhedsmæssige hensyn blev der etableret afspærringer på gulvet, men både biblioteket og foyeren kunne holde åbent under hele processen. 

-dc 

31/8 2026