Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Arbejdsgiverforening og Danske Byggefag har på vegne af arbejdsmarkedets parter indgået en aftale om brug af ID-kort i byggebranchen som opfølgning på loven om ID-kort på byggepladser, som Folketinget har vedtaget.
TEKNIQ håber, at aftalen kan være med til at sikre ordnede forhold i byggeriet, men det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles.
Arbejdstilsynet får ansvar for centralt register
TEKNIQ understreger, at virksomhederne med aftalen får et overblik i forhold til de overordnede rammer for den kommende ordning.
Arbejdstilsynet får ansvaret for det centrale register og et Basis-ID, mens arbejdsmarkedets parter får en formel rolle i arbejdet med den fælles branchestandard for ID-kortet.
Ikke et adgangskort
Det slås dog fast, at ID-kortet ikke i sig selv er et adgangskort til byggepladsen. Adgangsstyring leveres fortsat af de ID-løsninger, som den enkelte byggeplads anvender.
Kortet skal først og fremmest gøre det muligt hurtigt og effektivt at identificere medarbejdere og arbejdsgivere samt kontrollere kortets gyldighed på stedet.
Kortet vil kunne anvendes på både store og små byggepladser, og kortets gyldighed forudsætter, at medarbejderen, arbejdsgiveren og byggepladsen er koblet sammen i det centrale register.
Enkel og effektiv mulighed
Formålet er at give myndighederne, eksempelvis Arbejdstilsynet, en enkel og effektiv mulighed for at identificere de personer og virksomheder, der arbejder på de byggepladser, som er omfattet af reglerne.
Samtidig skal løsningen være enkel og fleksibel for både bygherrer og virksomheder, og arbejdsgivere og bygherrer skal frit kunne vælge mellem fysiske og digitale løsninger.
Det bliver muligt at anvende et statsligt basis-ID, hvor navn, foto og arbejdsgiver fremgår synligt, eller et mere avanceret ID-kort fra en kommerciel leverandør.
Lettere at leve op til reglerne
Det centrale register skal ikke alene understøtte myndighedernes kontrol. Det skal også gøre det lettere for virksomheder og bygherrer at leve op til reglerne.
Arbejdsgivere får mulighed for at registrere og opdatere oplysninger om medarbejdere ét sted, og relevante oplysninger kan genbruges på tværs af projekter.
TEKNIQ har haft stor fokus på at ID-kortet skal skabe mindst muligt bureaukrati for virksomhederne, så de blandt andet ikke skal indtaste de samme oplysninger flere gange.
Det skal gøre håndteringen af medarbejderdata og registreringen af udenlandske medarbejdere enklere. Samtidig skal digitale løsninger og automatiserede funktioner bidrage til, at de administrative byrder for virksomhederne bliver så små som muligt.