Årets Byggeri 2014Musikkens Hus i Aalborg blev et af vinderprojekterne ved kåringen af Årets Byggeri 2014.

Årets Byggeri 2014

Igen i år er byggeriets bredeste og mest vidtfavnende byggepris uddelt. Vinderne blev Musikkens Hus i Aalborg og Gentofte Ny Genbrugsstation i kategorien Åben, mens i alt syv byggerier blev tildelt hædrende omtaler

Årets Byggeri 2014 er afgjort, og to byggerier kan nu smykke sig med titlen Årets Byggeri 2014:

Musikkens Hus i Aalborg og Gentofte Ny Genbrugsstation. Begge i kategorien Åben.

Dommerkomiteen, som udgøres af repræsentanter fra byggeriets førende aktører, tildelte Musikkens Hus hæderen som Årets Byggeri 2014 med:

- Danmark behøver flere byggerier som Musikkens Hus i Aalborg. Huset er bygget for at være et kulturelt fyrtårn og dynamo for en region, som på sigt trues af marginalisering. Både i kraft af aktiviteterne og den markante arkitektur har områdets borgere fået et hus at samles om og at være stolte over. Bygningen er med til at holde Aalborg blandt de førende bysamfund i Danmark.

Gentofte Genbrugsstation fik sin hæderstitel med følgende ord:

- I det bæredygtige samfund er affald og brugte materialer ressourcer, som effektivt skal indsamles, sorteres og genbruges. Med sin karakteristiske arkitektur og den nytænkende, brugervenlige indretning praktiserer Gentofte Genbrugsstation netop den værdi og respekt, vi fremover skal vise vore brugte materialer – og den er et forbillede for fremtidige genbrugspladser.

Syv hædrende omtaler
I de to øvrige kategorier, Bolig og Erhverv, fandt dommerkomiteen, at der i år ikke var nogen byggerier, der helt havde niveauet til for at tage titlen. Til gengæld var der mange ”lige ved og næsten” byggerier i de tre kategorier, og derfor blev hele syv byggerier tildelt hædrende omtale i byggeriets bredeste og mest vidtfavnende byggepris:

Forfatterhuset for ”at skabe rum om børns hverdag på en skøn måde med udearealer, der har alt det vigtige for børn, der dermed gives plads til at udvikle sig til ressourcestærke individer og borgere”. Læs mere og se billeder her.

Fremtidens Børnehjem for ”at opføre et børnehjem af høj arkitektonisk klasse, som i ydre og indre signalerer alt andet end institution – Fremtidens Børnehjem er et sympatisk hus”. Læs mere og se billeder her.

Cykelslangen for ”at være en vigtig udbygning af stinettet i København, der løser et konkret problem, men samtidig er den så elegant, at den understreger København som verdens førende cykelby”. Læs mere og se billeder her.

AKB Ny Ellebjerg for ”at være en sammensætning af mange boligtyper indpasset i den eksisterende bygningskarakter. Det er et fint eksempel af  indpasning og fornyelse på samme tid og indenfor rammebeløbet”. Læs mere og se billeder her.

Det Vedligeholdelsesfri Hus for ”ambitiøst at gøre op med det klassiske forbrugssamfunds hurtige forbrug. I stedet skal vi handle bæredygtigt og med lav miljøpåvirkning – ved at bygge huse med lang levetid og lavt vedligehold”. Læs mere og se billeder her.

Portland Towers for ”trods adskillige byggetekniske udfordringer at vælge at ombygge siloerne til et karakteristisk vartegn for den nye bydel i Københavns Nordhavn. Det vil man være meget glad for, når området er udbygget”. Læs mere og se billeder her.

Blue Hors for ”et stutteri er europæisk topklasse, hvor hestene har fået et storslået hjem, som signalerer respekt for dyrene. Det er prisværdigt, at bygherren vil investere i en bygningstype, der sjældent har denne opmærksomhed”. Læs mere og se billeder her.


Dommerkomiteen bag Årets Byggeri 2014
Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack Corporation – FORMAND. Elly Kjems Hove, branchedirektør, DI BYG. Gyrithe Saltorp, direktør, Københavns Ejendomme. Hans Peter Svendler, direktør, Realdania. Henrik Garver, adm. direktør, FRI. Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Dansk Byggeri. Palle Thomsen, adm. direktør, Danske Byggecentre. Peter Hesdorf, adm. direktør, Byggeriets Evaluerings Center. Pia Wiberg, direktør, Danske ARK.

Det er magasinet Byggeri, der har indstiftet hædersprisen Årets Byggeri, som hvert år sætter fokus på årets bedste byggerier i Danmark. Du kan læse meget mere om Årets Byggeri 2014 her i magasinet Byggeri.

-kj



 

15/12 2014