Boligmix i AalborgMixet af boligformer med ungdoms-, familie- og ejerbliger i Stormgade i Aalborg giver anledning til et spændende byggeri midt i byen. (Visualisering: 2E Bolig Projektsalg)

Boligmix i Aalborg

Alabu Bolig har netop taget første spadestik til et 12.200 m2 stort boligbyggeri i Stormgade 11 tæt på Østre havn, Ø-gaderne og Aalborg midtby. Byggeprojektet står klar i marts 2018

En spændende kombination af alment boligbyggeri med 100 ungdomsboliger, 31 familieboliger og 21 ejerboliger i den østlige ende skal mixe forskellige boligformer og imødekomme det gamle ejendomsmæglerslogan ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”.

I Aalborg vil alle ifølge den lokale boligforening Alabu Bolig gerne bo tæt på byen, i nærheden af vandet og med adgang til rekreative og grønne områder. Det kommer også klart til udtryk i det nye byggeri, når det bliver taget i brug i marts 2018 af både unge studerende, børnefamilier og boligejere.

- Vi er utrolig privilegerede i Aalborg, hvor vi har mulighed for at blande boligformer og bringe forskellige mennesker, generationer og beboelsesformer sammen. Det tidligere mistrøstige syn i området bliver nu afløst af et moderne og levende boligområde på en attraktiv strækning, der nærmest er det første indtryk af Aalborg, når man kommer via Østre Allé og Nyhavnsgade, siger rådmand Hans Henrik Henriksen fra By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Plads til liv, oplevelser og forøgelse
Med den store variation i beboertyper er der lagt vægt på at skabe varierede og oplevelsesrige arealer med mulighed for enten at udfolde sig eller trække sig lidt tilbage fra byen på et grønt område på en plint dannet af dækket over parkeringskælderen eller på en stor tagterrasse.

- Der er mange nye og fine ungdomsboliger i Aalborg, men vi ønsker også at se den moderne familie, der ønsker at bo i byen. I det her byggeri kan man som ung starte i en ungdomsbolig og senere flytte videre i samme bebyggelse og ved en familieforøgelse etablere sig i en mere rummelig bolig, forklarer direktør Klaus Ringgaard fra Alabu Bolig.

Fællesarealer med udsigt
En mixet bebyggelse skal også gerne mixe folk sammen. Derfor bliver der anlagt en stor tagterrasse, et vaskeri og et fælleshus på tagetagen på sjette niveau.

Fælleshuset på ca. 100 m2 skal skabe god tilgængelighed mellem boliger og opholdsarealer samt rumme fælles opholdslokaler med køkken, anretterkøkken, garderobe og toiletter, som kan danne rammer om fælles aktiviteter og oplevelser for beboerne, der kan nyde udsigten til Limfjorden.

Arkitektfirmaet Nord A/S har været totalrådgiver på den indledende fase med ingeniørfirmaet Frandsen & Søndergaard som underrådgiver. HP Byg står fremadrettet for totalentreprisen i samarbejde med Nørkjær + Poulsen, og Kuben Management er bygherrerådgiver. 2E bolig projektsalg står for at opføre ejerboliger og Rosseels Tegnestue er landskabsarkitekt.

-cmn


Byggeformand John Christensen og Rådmand Hans Henrik Henriksen tog det første spadestik under blå himmel i Stormgade 11

10/5 2016