Dansk mester i solidt byggeri
Hans faglige kolleger kalder ham Danmarksmester i bærende konstruktioner. Ammar Al-Temimi, civilingeniør og adm. direktør hos AB Clausen A/S, Rødovre, fylder 30 år mandag 16. maj 2016
Han var Danmarks hidtil yngst uddannede bygningsingeniør, da han i 2008 som bare 21-årig modtog sit diplom fra Ingeniørhøjskolen i Ballerup.
I dag har Ammar Al-Temimi på blot tre år etableret og udviklet Danmarks største og dygtigste ingeniørteam inden for bærende konstruktioner, AB Clausen Rådgivende Ingeniører A/S.
En spirende, spændende special- og vækstvirksomhed, som venlige branchekolleger m. fl. ikke tøver med at titulere ´Danmarksmester i bærende konstruktioner´.
Irakisk baggrund
Opvokset i Valby som søn af irakiske forældre kendte den unge Ammar straks fra syvende klasse sin fremtidige karrierevej – efter at være blevet bjergtaget af en spektakulær ingeniørfigur i en tv-serie.
Efter tre lærerige arbejdsår på FLSmith og Burmeister & Wain-destinationer i Dubai, Egypten, Indien, Syrien og Cypern valgte den videbegærlige ingeniør at vende hjem og starte en spæd virksomhed op med sin tidligere studiekammerat Bartek Clausen.
I 2013 besluttede Ammar Al-Temimi at gå all-in for konstruktioner, ekspandere sin virksomhed til AB Clausen A/S og sammenspille et meget stærkt og dedikeret team bestående udelukkende med konstruktions-ingeniører.
Innovativ ildsjæl
Nysgerrighed for innovation, evnen til 24/7 at være to skridt foran enhver forkant i den kreative iværksætter-diversitet i Rødovre samt en medfødt hang og trang til at tænke umulige idéer mulige kendertegner den aktuelle 30 års fødselar.
På sin hjemmebane er Ammar Al-Temimi bidt af en gal fodbold, dykkerdragt samt eventyr- og rejselyst – topprioriteter, der dog har måttet rykke for hans fire måneder gamle datter samt desuden et aktuelt og udfordrende ombygningsprojekt i sit ny hus.
Betegnende nok har den entreprenante, men også diskrete og nedtonede ildsjæl valgt at placere sin runde dag på sidste pinsehelligdag og lade sig fejre af familien hjemme i Hvidovre-privaten.
Men gode kilder inden for AB Clausens mure på Valhøj Alle 126 i Rødovre mener at vide, at fødselaren vil være klædelig genert, men dog også imødekommende lydhør over for venskabelige hilsner og gratulationer.
-cmn