Fri for opgravningsfejl
Manglende koordinering af gravearbejde og graveskader løber op i 2,8 mia. kr. over en 10-årig periode. Et nyt digitalt værktøj spås derfor en stor fremtid, når gravearbejde skal planlægges, og entreprenøren sætter spaden i jorden
Fremover bliver det lettere for entreprenører at planlægge gravearbejde, og det kommer også almindelige danskere til gode, når man som borger bevæger sig rundt i trafikken.
I Danmark findes der ca. 750.000 km nedgravet infrastruktur i form af rør, kabler og ledninger. Tilsammen forsyner disse ledninger det danske samfund med el, gas, fjernvarme, vand og teleydelser, samt aftager spildevand. Men det halter med overblikket over denne nedgravede infrastruktur. Det betyder bl.a. manglende koordinering af gravearbejde og graveskader, der løber op i 2,8 mia. kr. over en 10-årig periode. Et nyt digitalt værktøj spås derfor en stor fremtid, når gravearbejde skal planlægges, og entreprenøren begynder at sætte spaden i jorden.
Ifølge en samfundsøkonomisk analyse fra Rambøll skønnes graveskader at koste samfundet op mod 2,8 mia. kr. over en 10-årig periode. Det vurderes i analysen, at omkostningerne forbundet med graveskader kan nedbringes med minimum 40 mio. kr. årligt. Denne gevinst forventes primært at tilfalde graveaktører, entreprenørvirksomheder og ledningsejere.
Samlet set skønnes initiativet vedr. digitalisering af Ledningsejerregisteret at medføre årlige gevinster for samfundet på 100 mio. kr. efter fuld indfasning i 2021. Gevinsterne opnås bl.a. via mere effektive arbejdsgange, færre graveskader og mere effektivt gravearbejde
Kort af svingende kvalitet
- Vi kender nok alle følelsen af, at ”det offentlige” ikke har styr på gravearbejdet og ofte graver flere gange på det samme sted. Derfor ser jeg også frem mod dette fælles offentlige digitale initiativ, som vil gøre det lettere for aktørerne at koordinere arbejdet, siger Energi-, Forsynings- og Klimaministeren Lars Chr. Lilleholt.
Ledningskort har svingende kvalitet og kommer i mange forskellige formater - fra fuldt digitale data til 80 år gamle håndtegnede kort. Men at dele informationerne om, hvad der ligger under overfladen er ikke nyt. Over de seneste 10 år er der via Ledningsejerregistret (LER) udvekslet mere end 8 mio. ledningskort mellem forskellige aktører.
Nu bliver det muligt at samle, pakke og udlevere disse kort via én digital platform, så graveaktøren kan få relevante kort med få timers varsel. Herefter vil man tydeligt kunne se, hvad der ligger under overfladen, inden spaden stikkes i jorden. Formodningen er, at det vil minimere nogle af de graveskader, som er en stor udfordring for forsyningssikkerheden.
Koordinering af gravearbejde
Et andet positivt spin-off af den nye digitale platform er muligheden for at koordinere gravearbejde, så man kan ordne flere ting, når man alligevel har gravet fortovet eller vejbanen op.
På sigt vil det minimere gravearbejdet og give mindre trængsel i trafikken, når forskellige aktører får mulighed for at koordinere opgaverne. Det forventes, at initiativet årligt vil resultere i, at 2.000 graveopgaver fremover koordineres.
- Jeg ser lutter fordele ved dette initiativ. Det giver færre graveskader, øget forsyningssikkerhed for borgere og virksomheder, samt reduceret trafikal trængsel. Samtidig får vi et bedre overblik over ledningsnettet, og det vil f.eks.kunne understøtte udrulningen af højhastighedsbredbånd til hele Danmark, hvis man kan lægge det ned, når andre aktører alligevel graver, siger Lars Chr. Lilleholt.
-cmn