Gulventreprenør har susende travlt
Miko Gulve A/S har historisk stor ordrebeholdning på 90 mio. kr. Det får virksomheden til at søge efter yderligere faglærte tømrere og gulvlæggere
Miko Gulve A/S, med afdelinger i Ishøj, Randers og Hammel, har gennem det seneste år oplevet stor stigning i tilgang af opgaver og på nuværende tidspunkt har virksomheden en ordrebeholdning på 90 mio. kr.
I øjeblikket er Miko Gulve bl.a. i gang med ca. 150.000 m² på flere afdelinger på det nye Skejby Sygehus ved Århus.
Derudover skal virksomheden bl.a. lave gulve på Retsbygningen i Aarhus, virksomhedens største enkeltstående opgave til dato på ca. 50.000 m² til Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, Jyske Banks nye datacentral på ca. 4.000 m² i Silkeborg, kontorejendom i Holstebro samt renoveringsprojekt i København på ca. 25.000 m².
Ordrene spreder sig vidt inden for gulvbelægning – både med hensyn til behandling samt belægning – og omfatter bl.a slibning, undergulve, tyndpuds og slidlag, linoleum og vinyl, træ- og korkgulve,antistatisk gulvbelægning, gummigulve, sportsgulve, kabelførings- og edb gulve samt klinker
Miko Gulve oplever også stigende efterspørgsel på trægulve på strøer, og det fører nu til en udvidelse af virksomhedens egen tømrerafdeling samt opgaver til eksterne tømrervirksomheder. Den stigende efterspørgsel her skyldes primært den stigende efterspørgsel efter lejligheder i de større danske byer.
Den store stigning i aktiviteterne har betydet en udvidelse af medarbejderstyrken, således at Miko Gulve A/S gennem det sidste år har beskæftiget mellem 80 – 100 medarbejdere. Derfor søger vrksomheden også i øjeblikket yderligere faglærte tømrere og gulvlæggere.
-cmn