National lukkedag nærmer sig
En almindelig villafamilie kan spare omkring 1.000 kr. på varmeregningen ved at sommerlukke varmeanlægget. Det kræver blot et drej på sommerventilen at sende anlægget på ferie
Uanset om sommerferien står på eksotiske rejser, tur i sommerhus eller hygge hjemme i villaen, så glemmer mange danskere, at deres varmeanlæg også bør have sommerfri. Det kan ellers godt betale sig, for en villafamilie kan typisk spare 1.000 kr. på den årlige varmeregning ved at sommerlukke varmeanlægget.
- Vi anbefaler, at man sender varmeanlægget på en endnu længere sommerferie, end man selv typisk tager. Den 15. maj markerer vi national sommerluk-dag, for midt i maj plejer foråret at have bidt sig fast, og derfor behøver man hverken have tændt for radiatorerne eller varmeanlægget, siger Carsten Nielsen, som er energirådgiver hos forsyningsselskabet Hofor.
Luk radiatorer og varmeanlæg
Når de lunere temperaturer udenfor for alvor har meldt sig, lukker de fleste for varmen i deres radiatorer, men hvis man kun lukker for radiatorerne i huset og glemmer at lukke for sommerventilen på varmeanlægget, cirkulerer der stadig vand rundt i systemet, og det koster på varmeregningen.
- Det tager typisk kun fem minutter at finde sommerventilen, lukke for den og efterfølgende slukke for cirkulationspumpen på fjernvarmeanlægget – så har anlægget fået fri, siger Carsten Nielsen.
Husker man at sommerlukke anlægget, er der ikke kun penge at spare men også CO2. En typisk villafamilie kan også glæde sig over, at de mindsker deres CO2-udslip med omkring 100 kilo om året.
Derfor vil EnergiTjenesten og forsyningsselskabet Hofor gerne have endnu flere danskere til at sommerlukke deres varmeanlæg. De står derfor bag den landsdækkende kampagne sommerluk.dk, som hvert forår minder danskerne om, at det er en god ide at sende sit varmeanlæg på en lang sommerferie.
-cmn