Skatteminister på praktikbesøg
Karsten Lauritzen (V) på besøg hos Sundolitt i Brønderslev med fokus på lavere PSO og ulogiske brandregler. Plastindustrien mødes med andre resortministre senere på måneden
Sundolitt A/S har netop haft ministerbesøg på plastvirksomhedens produktion i Brønderslev, hvor en lydhør skatteminister Karsten Lauritzen (V) lagde vejen forbi for bl.a. at drøfte PSO-afgift og unødigt skrappe danske særregler på brandområdet, der står i vejen for jobskabelse.
Adm. direktør i Sundolitt A/S, Karsten Sjørup Knudsen og Plastindustriens direktør Thomas Drustrup brugte anledningen til at fortælle ministeren, at den stigende PSO-afgift udgør et væsentligt problem for danske plastvirksomheder:
- Det er ingen hemmelighed, at det i en længere periode har været svært at fastholde produktionsarbejdspladser i landet. Helt konkret udgør den stærkt stigende PSO-afgift et stadigt større problem. En virksomhed som Sundolitt betaler et PSO-beløb, der svarer til lønnen for flere fuldtidsansatte, og det er en uholdbar situation, forklarer Thomas Drustrup.
Plastindustriens direktør mener, at det i et klimamæssigt perspektiv giver rigtig dårlig mening, hvis PSO-afgiften fortsætter sin himmelflugt. Energiafgiften medvirker nemlig til, at produktion og arbejdspladser rykker til udlandet, hvor industrien er langt mindre energieffektiv end i Danmark.
Reform af brandregler
Adm. direktør i Sundolitt Karsten Sjørup Knudsen benyttede ministerbesøget til at sætte fokus på behovet for mere intelligente brandkrav i byggeriet:
-Som reglerne er indrettet i dag, favoriserer man de traditionelle isoleringsløsninger, og gør det besværligt at anvende alternative materialer som f.eks. EPS, der også er kendt som flamingo. Det skader konkurrencen og betyder, at det er unødigt dyrt at opføre byggeri i Danmark, påpeger Karsten Sjørup Knudsen.
Sundolitt-direktøren opfordrer således regeringen til en reform af brandreglerne, så de bliver relevante, mere fleksible, mindre bureaukratiske og på linje med vores nabolande.
- Så vil det blive billigere at bygge nyt og klimavenligt samtidig med, at vi fastholder et højt brandsikkerhedsniveau i byggeriet. Hensynet til sikkerhed er og bliver en afgørende faktor, anfører Karsten Sjørup Knudsen.
Lydhør minister
Venstres skatteminister Karsten Lauritzen kvitterede for dialogen under virksomhedsbesøget:
- Ved mit besøg på Sundolitt i Brønderslev, er jeg blevet præsenteret for en række problemstillinger, som virksomheden oplever hæmmer dens konkurrenceevne; bl.a. danske særregler og afgifter. En af disse afgifter er PSO-afgiften, som der skal findes en løsning på. Regeringens ambition er at belastningen af erhvervene skal mindskes, men hvordan det kommer til at ske, er vi ikke kommet frem til endnu.
- Jeg er her for at lytte - ikke for at udstede hurtige løfter her og nu. De udfordringer og gode forslag, virksomheden har præsenteret for mig i dag, tager jeg med mig videre. Jeg vil i det hele taget prioritere en tæt dialog med virksomhederne og besøg som dette, lyder det fra skatteministeren.
I slutningen af august fortsætter Plastindustrien de politiske drøftelser med den nyvalgte regering, når foreningens bestyrelse skal mødes med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
-cmn

Fra ministerbesøget hos Sundolitt er det direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup (tv), produktionschef hos Sundolitt Morten Vinther Jørgensen - produktionschef hos Sundolitt, adm. direktør i Sundolitt Karsten Knudsen og skatteminister Karsten Lauritzen (V).