Godt nyt til nordjydske håndværkere
Hjørring får ny håndværkerbutik, så det er ikke længere nødvendigt for håndværkerne i Nordjylland at farte til Aalborg
Byggevaregrossisten AO Johansen slår snart dørene op for en ny butik i Hjørring, og håndværkerne nord for Limfjorden slipper for at skulle farte til Aalborg for at købe værktøj.
- Håndværkere oplever tit, at de ikke kan komme videre med arbejdet, før de får fat i en bestemt stump. Tidligere var de nødt til at tage til Aalborg, hvis de ville have tingene med det samme. Alternativet var at bestille varer over telefonen, men så fik de dem først dagen efter, siger Martin Horsevad, der er centerleder i AO Hjørring.
Stort udvalg
Den nye butik bliver en af de største af sin slags i Jylland, og med 15000 forskellige varer på hylderne, bliver det svært for mester og svend at gå forgæves. De ansatte har da også travlt med at fylde hylderne før åbningen, der finder sted tirsdag den 21. august. Åbningsfesten vil vare i fire dage, og blandt andet byde på demonstrationer af nye materialer og værktøj fra Lauritz Knudsen, Hans Grohe og Dewalt. Også AO’s egne varer indenfor håndvaske og armaturer vil blive udstillet.
- Mange handler med os, fordi vi har et stort sortiment indenfor både el, vvs, VA og værktøj. Vores kunder behøver altså kun at handle ét sted, siger Ulrik Damgaard, der er AO’s regionschef i Nordjylland.
-tibu